rystet

 Det er rystende at læse. Jeg er helt opslugt. Jeg har sjældent læst noget så relaterbart, og jeg bliver skræmt over det. Som da jeg læste Faldet for andet gang. Et sted læste jeg at Habitat er inderlig på en anden måde end knausgård og houellebecq. En moderne Hærværk, men med refleksioner og analyser indskrevet i teksten. Det er ikke en roman, det er ikke en biografi, jeg ved snart ikke hvad det er. Jeg tænker på da han besøgte gymansiet i Svendborg, at jeg spurgte ind til en strungereference, at han talte om kortet og landskabet, at vi havde besøgt hele kloden. Om menneskets eventyrlyst. Det må have været i 2. g, altså omtrent samtidig med at bogen begynder, i 2018. Jeg føler mig forbundet, i samhørighed. Den er så mørk, den er så forfærdelig ulykkelig, jeg hader hver gang han tager tilbage til møn.

 

Næste dag. Jeg læser og læser og læser og læser. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan med en bog. Det er min krop der læser. Som min nye ven A forklarede det så fint og enkelt. At vi (begge litteraturstuderende) er blevet så uhyggeligt vant til at læse med hovedet. Men det bedste i verden er at læse med kroppen. (eller var det maven?) Theis-jeget og Theis smelter sammen for mig. Jeg læser ham og besættes af ham. Bogen besætter mig, jeg vil være inde i den, jeg længes mod alt det mørke og selvhad og al den beskidte tankevirksomhed. Et mørke jeg jo selv lige har forladt. Det sidste års tid altopslugende mørke. Er det det jeg vil tilbage i? Nej. Selvfølgelig ikke. Og min krop ryster ved alle de dårlige beslutninger Theis tager. Jeg får det simpelthen dårligt. Hold nu op, kan du ikke se det? Jo, det kan have han, men han bliver ved. Jeg læser og læser, og vil skrive og skrive, og vil læse som ham, skrive som ham. Vil næsten stalke ham, opsøge ham, skrive til ham, at jeg vil kende ham, kan vi blive venner, kan vi tale sammen, kan vi ryger cigaretter sammen? Det er jo b læst. Selvfølgelig kan vi ikke det, det skal vi ikke, jeg skal ikke opsøge ham fordi hans bog om ham selv rammer mig så hårdt i kroppen at jeg får det fysisk dårligt simultant med at jeg får det mentalt opløftende. Inspireres til at gøre alt muligt. Først og fremmest at skrive. og det gør jeg så nu. Her. Sådan her. I dette underlige format. På dette underlige forsamlingshus vi kalder internettet. Teksten punkterer sig selv. Den fremsiger teorier og påstande, analyser og handlinger for så at modsige dem, håne dem, nedgøre dem, udskamme dem. Romanen ved at den er en roman. Den foregriber sin egen kritik, en hvid cismands nedtur i mørket, og en fortælling om en ungdomsforelskelse der ender i brud og sætter sig som et sår, der aldrig bliver helet og som stadig har sine effekter. Om et trafikuheld i barndommen, hvis konsekvens bliver ptsd. Jeg genkender så meget, så mange tanker og følelser, uroen, angsten, neuroserne, katastroferne, utrygheden i byen. I socialiteten. Ensomheden ensomheden ensomheden. Hvor er det nemt at skrive alt det her for mig, at åbne sluserne, at lade det mest tilgængelige flyde ud. Måske er det det bloggen er for mig. En sluse. Så fuck om nogen læser. Jeg skal have åbnet slusen, lade vandet flyde igennem, lukke slusen og trykke på den orange "udgiv-knap" i højre hjørne. Ah, en ophobning, et pres, og en udløsning.

meget lille croissant

 Han talte om, hvorfor han skriver. Om at det er spørgsmål man må forholde sig, man bliver tit spurgt om det. Måske fik han endelig sagt sandheden i dag, men han sagde også, at hver gang han har svaret på spørgsmålet, har han bagefter ærgret sig over sit svar. At det ikke var rigtigt. I dag sagde han at det virkelig handler om en barnlighed, om et eventyr, at tage ud og udforske og erobre og tage hjem og skrive om eventyret. Skrive historien. Og grunden til at han ikke før har svaret det, hænger sammen med en form for skam over den maskulinitet, der er forbundet med den type fortællepraksis."Men det er sådan jeg har det", sagde han. 

 På forældrenes terrasse, solen steger os. Sidder i shorts og undertrøje, prøver på at få brune fødder. Glædes over sveden i de bukkede knæhaser, læser, bliver træt, af træthed, af cigaretten, af varmen. Et dannebrog flagrer i naboens have, 18-års i går, skrigende unge og tung bas. Dannebrog på en blå himmel, et evigt billede af skønhed. Af tryghed. At flage for fejring og ikke for sympati. Ikke sympati for dk.

Kollega på arbejdet, der glædeligt ventede på at hedebøgler kunne ramme dk. At dk kunne blive 40 grader. Komplet ignorerende overfor den artikel, jeg ved hun har læst, overfor dens varselsværdi, at hedebølger ikke er noget vi skal glæde os til. Læs Fremtidsministeret. Bare første kapitel. En hedebølge kan betyde millioner af menneskeliv. 

Forfatteren smiler generet over opremsningen af hans vundne priser. Samtalen mellem ham og redaktøren sidder i mig hele dagen. Efter arbejde skynder jeg mig hjem og henter min taske. Når at lægge hans roman i den og begynder at læse nonstop i toget til nyborg. 

Første litterære arrangement i lang tid. En overskuelig halv time fra 8.30, et godt tidspunkt. Gratis kaffe og gratis meget lille croissant. "en dag kunne det være mig, der sad der og talte om min nye bog" når jeg selvfølgelig at tænke, imens jeg sidder der og som altid kigger mig over skulderen, for at se om der er nogen jeg kender, kendte og bekendte. Ja, hende har jeg set før, og ham chefredaktøren, allerede inden jeg gik, stod forfatteren og røg. Talte med sin redaktør. Kigger og stirrer, ser ham som mere end eet menneske, men også som et menneske. smider den følelse væk og sætter mig med en kop kaffe. Drikker og lytter, kigger og tænker, glemmer og husker. håber og længes. drages og frastødes. 

24

 Den forhøjede bænk ved søerne bruges som forlystelse. Okay når de elskende ligger og holder om hinanden imens verden drukner.

Så et 90 minutters mareridt i går, ude på Scenekunstskolen. E er en stjerne. Simpelthen. Hun var en bjørn, var ikke en bjørn, ubehagelig og sjov. Aldrig har jeg set en der var så dårlig til at kaste op. Hovedet satte sig fast i toiletbrættet og kroppen gik i planke, det var helt fantastisk. 

Ellers er dagene gået med tømmermænd, før det med alkohol og imens med cigaretter. Har spillet playstation, slappet af - ligget under dynen - hele dagen, min yndlingsbeskæftigelse og nu har jeg accepteret det og holder skammen uden for døren. Kan høre den banke, kan høre den løbe og ned af trapperne, høje stemmer i et overgearet humør. Den ligger og knalder i lejligheden over min. Søndag morgen, det regner og er gråt. Den lyder både som et hvin og som et brøl, når den knalder. Den banker også ude på gaden, helt ovre fra fælledparken, som en dansk mester.

I morgen venter arbejdet. Arbejde for evigheden. Arkivet ville nogen sige, men for mig reflekterer "arkivet" noget filosofisk og dybsindigt. Noget teoretisk og fint. Det hedder samlinger på arbejdet. Specialsamlinger, kort- og billedsamlingen, boghistoriske samlinger, håndskrift, musik og teater. Det er støvet og ensformigt, uendelige opgaver der kræver meget lidt på et abstraktionsniveau men meget på et fysisk. Ikke som i et hårdt fysisk arbejde. Men den træthed jeg mærker efter 5 timer foran en computer og en samling af gamle glemte bøger, der hver og én skal registreres og stemples, vidner om det det kræver. Underskuddet kalder nu. Det siger: du plaprer og skriver bare noget for at gøre det, og dine formuleringer er rent sprogstof. En forlystelse der burde være et varsel. Der er et varsel. En formaning. 

Jeg er bange for at nogen hijacker flyene og mennesker dør. Nej, faktisk er jeg bange for at verden ville fortsætte som hidtil, det er vel det der er det frygtelige. Jeg er bange for at der ikke er mere vand om 15 år. Jeg forstår ikke, at vi ikke forstår at tingene slipper op. Jeg føler mig ikke egnet til verden. Jeg bor på periferien og kigger enten ind eller ud, på alt det man kan blive glad af. Står på gaden og kigger ind i festsalen. Eller sidder i stolen og kigger ud på festen i gaden. 

Festen siger: tiden slipper 

ikke 

op

 

 

mit kammer

 Hun spurgte: hvad er din yndlingsfejring? Et spørgsmål jeg aldrig har fået før. Jeg endte med at svare fødselsdag, for vi var til fødselsdag. Jeg måtte spørge blindt og dumt om Norges nationaldag, pinlig bevidst om min uvidenhed, men sød som hun var forklarede hun og grinte og lidt ironi faldt henover hendes læber. Men vigtigt jo, faktisk, demokrati og selvstændighed. Og så i dag ærgrer jeg mig. Ironien er min ven og min fjende. Mit forsvar og mit angreb, hvis det ikke er det samme. Talte med T over en delecigaret, mens vi ventede på sandwich. Også hun har kendskab til perioden efter mange gode dage, hvor man tvivler på sandheden og ægtheden ved de gode dage. Hvor man retter kritik af glæden i en tømmermandstilstand. Glædens tømmermænd. Men også T blomstrer og skal til Monaco og fotografere Formel 1. 

Men denne dag er også rar, for jeg følte noget i går jeg sjældent føler, og selvom det bedækker mit sind med frø og støv, ligger noget sig blødt til rette i mit hjerte og aer et kammer, der i lang tid ikke er blevet aet. 

 

Hvis denne dag er lys, skjuler intet sig

Hvis denne ærlighed er blid, ser jeg dig

Hvis denne glæde er kys, åbner mit kammer

Hvis denne aften er hvid, ser du mig

 

 

bogstaver

 Sidder på hænderne på arbejdet. Koger i dette sorte drivhus på Københavns havn. Jeg laver meget lidt. Foregiver at arbejde. Ser søgende ud. Igen vågnede jeg tidligt, denne gang kl 5, og halvsov og drømte kedeligt. Mit humør har haft et dyk, ikke af noget bestemt, måske naturlige konjunkturer, efter gode dage kommer neutrale dage og de kan føles dårlige men behøver ikke at være det.

Det gør mig gladere at tænke på, at jeg skal finde en gave til J, som har fødselsdag i dag. Det bliver nok en lille bitte bog fra boghallen. Nogen sagde det skulle blive 22 grader senere. Jeg skal måske skifte til shorts. Åbningskapitlet i Fremtidsministeriet spøger i mig. Det bliver varmere. Det bliver endnu varmere. Det gør mig gladere at læse KSRs bog. Det gør mig også mere bange. Men bange på en glad måde. Som tatoveringen over mit venstre knæ.

Kan ikke lade være mig at tænke på, om nogen læser med. Det står der ifølge statistiksiden herinde, at der er. Jeg tænker på vedkommende der kommenterede, om de stadig læser med. Og hvad det betyder, hvis noget. Men jo, det gør det jo i og for sig. Og så alligevel ikke. Mon N stadig læser med, eller var det bare en endagsdille? Et par stykker jeg kender, ved jeg skriver her. Mon de læser med? De tjekker nok ikke hver dag, om der er kommet nyt indhold på bloggen (hvem kunne dog også finde på at gøre sådan noget). Men det er jo heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er vel produktionen i sig selv. Øv et ord, jeg fik brugt. Hm. Agten. Selve skriveagten... går heller ikke. Forbindelsen. Jeg forestiller mig at jeg skriver til de bogstaver jeg har nævnt herinde. J, J, T, N, E, A, M. Og den kommenterende.

Hvem skulle ellers have glæde af at læse med?

 

imitation

 Forbindelser. Hul igennem. N. 

Vi er her nu. Sol på altanen, sorte underbukser hænger til tørre imens jeg ryger dagens første cigaret. At du skriver inspirerer mig til også at skrive, og ja hvad skriver man. Det man laver. Jeg vågnede tidligt og vaskede tøj, læste helle helle i sengen, prøvede at skrive en mail. Havde tænkt at skrive indlæg om aftenen, men nu er det blevet en morgenting. 

Venner. Der findes mange gode vennesange. Alle mine bagmænd af cv, mig og vennerne af dieters leiders og nu fraads mixtapes, årstids surfer "jeg skal havde de der stacks sammen med vennerne". 

Det anonyme er befriende, men det skjulte kendskab er opløftende. Åh det er mere smukt det du skriver, det er mere mere. Et hav af kærlighed til bøgerne og solen og fuglene (her er der også fugle, de synger ind på altanen fra kirkegårdens træer, men jeg ved ikke hvad de hedder, fuglene eller træerne, kan du mon fortælle mig det N, næste gang du kommer, sig der kommer en næste gang, hvor du kommer)

 

omg blev glad

 Fraads har udgivet et mixtape. En gravgave.

https://open.spotify.com/album/7d6B5R1x4M3BcLUFkmAfnm?si=6O7qdKXbSHWIdqCjvhJ-pQ

 

 Blev bare glad

 

.

sertralindrømme

 

 

Min søvn er træt. Mine drømme vågne. Jeg har lært at blive ved med at lave planer og gøre ting selvom jeg er træt. Jeg øver mig. Fredag kom de forbi og jeg har lavet lasagne. Forinden var mit wc gået i stykker. De spiste og blandede drinks. Vi talte og grinte og nogen græd og vi talte. Forevigt ude på altanen og røg. Og talte og grinte og græd. T havde været i luftballon. Det grinte vi meget over. J åbnede en kanal og vi lod det flyde.

Lørdag tog vi afsted. Til Køge og til Hårlev og så til Brinkholm. Vi legede med jorden, stegte rugtortilla over bål og spillede musik på planter (eller planterne var mediet for musikken, som jo egentlig var lavet på forhånd...) Vi blev enige om at frokosten smagte af ægte mad. Jeg fik blod på tanden. Købte deres mel. Trætte og overstimulerede tog vi hjem og nød tanken om at vi havde været udenfor hele dagen. At vi lugtede af røg, af græs og væde.

Søndag. Åh søndag. Mit hjertes evige vår og smerte. Solgte plader og købte en arsenaltrøje. Vågnede til trommeorkestret på lille triangel, der gejlede løberne og publikum op. Det er blevet meget populært at løbe langt sammen i en stor flok, og at se på nogen andre løbe meget langt i en stor flok. Jeg gik ned på gaden og blev overvældet af mængden. Med nød og næppe kunne jeg helt froggy agtigt smyge mig over et sted på vejen, og kun næsten blive løbet ned. Jeg skulle på biblioteket og hente mine reservationer. Så røg jeg en cigaret på kirkegården og prøvede at vurdere hvilken måde jeg bedst kunne komme hjem på... Jeg tog et bad og ville i boghallen og snuse. Jeg cyklede afsted uden jakke, men det var det faktisk for koldt til, typisk dansk. Jeg kiggede på alle bøgerne og bladrede i halvdelen af dem inden jeg gik i en smart vintage, hvor jeg købte en jakke, og så skrev A om vi skulle se liverpoolkampen, han havde passet S hele dagen, så han havde vist købt sig en friaften. Jeg prøvede at komme hjem. De sidste løbere kæmpede og kæmpede, tænker det må være hårdest for dem. Man kan næsten ikke kalde det løb længere. Og alle kæresterne der støttede deres fyrer som havde fået fiberspringninger. Et liminalt rum. Jeg cyklede hjem og tog arsenaltrøjen på og cyklede til baren. Det mest sindssyge var at en fugl sked på min nye jakke, min nye jakke, jeg lige havde købt - hvad er chancen. Vi drak fadøl og snakkede, bare os to. En sjælden stund. Arsenal kom bagud 2-0, og fik rettet op til 2-2. En ligegyldig kamp, egentlig. Bare et spørgsmål om at bevare vores andenplads...

En lykkelig weekend? En kemisk hjerne i et kemisk land. Alle mine homies står mig nær. Alle mine nære er mit hjem. 

går

 I dag fik jeg bare lyst til at gå. Eller i dag fik jeg lyst til bare at gå. Så det gjorde jeg. Gik med solen og følte tilfredshed over dagens gerninger. Afslutning på gruppeterapi, dejligt. Læse Herman Bang og Marianne Larsen med læsegruppen og mærke deres glæde ved Bangs sprog og grine sammen med dem over Larsens ironi og bogstavlighed. Så gik jeg med cyklen og blev træt og varm, blev frisk og klar. Gik videre, stillede cyklen, gik på biblioteket, læste om kortlægningen af St. Croix. Prøvede at forestille mig kartograferne materialisere sig. Se dem blive sendt af sted, deres dovenskab og fusk, deres retssager og deres generelle liv som plantageejere, landmålere og tegnere af kort. Hvilke kort! Funktionelle og falske, illustrative og illusoriske. Belagt med grid og felter, med skarpe optrukne skel mellem matriklerne. Ret skal være ret og grænser skal opretholdes, din grund; min grund. Det siger kortet. Kortet siger: jeg er også bare et bud på virkeligheden, I må endelig ikke tro mig, det hele er fiktion, det hele har haft et formål, min topografi er en løgn. Og kortet vidner om det, landskabet vidner om det. Griddets endimensionelle karakter har vanskeligheder med det nordvestlige af øen hvor skov og bjerge stritter i mod nettets tyrani. I maronernes tvungne land. Hvor plantageejeren ikke kunne finde ud af at være, hvor kortlæggerne må opgive og lave linjerne stiplede...og så gik jeg igen. Først imod ét sted, så vende om og imod et andet. Købe persille. Købe oliven. 

så meget der er en god ting i dag

 Det gør stadig ondt at forestille sig det. Men det dukker sjældnere og sjældnere op. Se sengen for sig og dø, se kroppene for sig og dø, faktisk se intimiteten - og dø. Men jeg dør ikke af det.

Så meget der er en god ting i dag. Søerne en god ting i dag. Vælge den vej, for at cykle gennem Byen hjem, altså det mest københavnede, søerne. Se solen for sig og dø, se grønne træer for sig og dø, muligvis flirte på cyklen og dø - en anden død. Tænke over hvordan transport er tekst, at man altid kan skrive om sin tur sted hen.

Har vist engang skrevet at jeg går ud for at have noget at skrive om. Jeg gør verden til stof, verden er mit materiale. Det nemmeste at skrive? Jeg ser det som en skriveøvelse nu. At gå et sted hen og tilbage og så skriv om det. Eller skrive det. Jeg siger farvel til I på uni, har det varmt i skaljakken, men vil ikke fryse. Cykler afsted og vælger vejen mod søerne. Ser solen og dør. sådan agtigt.

 

Men hvem har magten

Hvis verden er stof og verden er mennesker, så bliver den moralske forpligtelse lige pludselig presserende. Jeg tænker over en antifremstilling, en negativ fremstilling, som ved negative rum, som ved repræsentation via fravær, eller snarere som et omrids som Cusk. Noget med den fælles historie, noget med krav på narrativet, noget med subjektiv sandhed.

Noget med at sige, at det stadig gør ondt at forestille sig dem i sengen. Noget med ikke at ville skabe hold eller lægge ansvar. 

 Jeg gør verden til stof, men stoffet gør jeg kan være i verden. "Det er svært ikke at forsvinde"

Al den frygt for at være en der flygter, mandlig frygt for at gå i hundene, lad os tale om det. Så meget der er en god ting i dag - at jeg dør på altanen som en isterning i en drink og lader ingenting starte forfra men elske det kommende som et barn.