sertralindrømme

 

 

Min søvn er træt. Mine drømme vågne. Jeg har lært at blive ved med at lave planer og gøre ting selvom jeg er træt. Jeg øver mig. Fredag kom de forbi og jeg har lavet lasagne. Forinden var mit wc gået i stykker. De spiste og blandede drinks. Vi talte og grinte og nogen græd og vi talte. Forevigt ude på altanen og røg. Og talte og grinte og græd. T havde været i luftballon. Det grinte vi meget over. J åbnede en kanal og vi lod det flyde.

Lørdag tog vi afsted. Til Køge og til Hårlev og så til Brinkholm. Vi legede med jorden, stegte rugtortilla over bål og spillede musik på planter (eller planterne var mediet for musikken, som jo egentlig var lavet på forhånd...) Vi blev enige om at frokosten smagte af ægte mad. Jeg fik blod på tanden. Købte deres mel. Trætte og overstimulerede tog vi hjem og nød tanken om at vi havde været udenfor hele dagen. At vi lugtede af røg, af græs og væde.

Søndag. Åh søndag. Mit hjertes evige vår og smerte. Solgte plader og købte en arsenaltrøje. Vågnede til trommeorkestret på lille triangel, der gejlede løberne og publikum op. Det er blevet meget populært at løbe langt sammen i en stor flok, og at se på nogen andre løbe meget langt i en stor flok. Jeg gik ned på gaden og blev overvældet af mængden. Med nød og næppe kunne jeg helt froggy agtigt smyge mig over et sted på vejen, og kun næsten blive løbet ned. Jeg skulle på biblioteket og hente mine reservationer. Så røg jeg en cigaret på kirkegården og prøvede at vurdere hvilken måde jeg bedst kunne komme hjem på... Jeg tog et bad og ville i boghallen og snuse. Jeg cyklede afsted uden jakke, men det var det faktisk for koldt til, typisk dansk. Jeg kiggede på alle bøgerne og bladrede i halvdelen af dem inden jeg gik i en smart vintage, hvor jeg købte en jakke, og så skrev A om vi skulle se liverpoolkampen, han havde passet S hele dagen, så han havde vist købt sig en friaften. Jeg prøvede at komme hjem. De sidste løbere kæmpede og kæmpede, tænker det må være hårdest for dem. Man kan næsten ikke kalde det løb længere. Og alle kæresterne der støttede deres fyrer som havde fået fiberspringninger. Et liminalt rum. Jeg cyklede hjem og tog arsenaltrøjen på og cyklede til baren. Det mest sindssyge var at en fugl sked på min nye jakke, min nye jakke, jeg lige havde købt - hvad er chancen. Vi drak fadøl og snakkede, bare os to. En sjælden stund. Arsenal kom bagud 2-0, og fik rettet op til 2-2. En ligegyldig kamp, egentlig. Bare et spørgsmål om at bevare vores andenplads...

En lykkelig weekend? En kemisk hjerne i et kemisk land. Alle mine homies står mig nær. Alle mine nære er mit hjem.