Italiensk dagbog #2

Så er der fluerne. Deres buzzing og lyden af den elektriske ketcher, som svitser dem til døde. De er overalt og de er mange. Stedet hvor vi bor holder heste og køer, nogen siger at det er derfor, blandt andet derfor, at der er så mange, at de udklækkes på dyrene.

Jeg ligger i skyggen, hopper i poolen når det alligevel bliver for varmt, tilbage ind i skyggen og læse. Jeg har læst Nazi literature in the Americas af den altid gode og morsomme Bolaño. Fiktive, opfundne biografier af fascistiske og nazistiske forfattere i Amerika, i fortiden og i fremtiden. En favorit er måske dem om brødrerne der er hardcore hooligans og fans af Boca Juniors. 

 F har skrevet at man bare skal overgive sig til varmens organiserende tid. Det gør jeg så, ved ikke at udrette det store, bevæge mig så lidt som muligt. Jeg har ikke løbet de sidste par dage. Er stået for sent op, det har været for varmt. Måske jeg står tidligere op i morgen.

Den organiserende tid er, i øvrigt, for det meste, børnenes tid. Lur, putning, mad, poolen. Vi spiser tidligt, fordi børnene skal være med. Vi lyver om at poolen lukker tidligere, end den gør.

.

 

 

Italiensk dagbog #1

 I de her dage lytter jeg ikke til musik. Feriens lydspor udgøres af cikader, børnegråd, børnelatter, talrige stemmer - kendte og ukendte - poolens stille vand. Jeg læser Kristus standsede ved Eboli, skrevet af Carlo Levi, om hans tvungne ophold i denne syditalienske bondeby i årene 1935-1936. På den anden side af poolen spørger en italiensk mand i et par for små stramme sorte badeshorts det tyske(?) nabopar om han må lege med deres hund. Han begynder at kaste en tennisbold ned af plænen, hunden samler op, afleverer, han kaster den lige op i luften, hunden griber den i luften. Lidt efter spiller han fodbold med bolden, indtil han træder på en hveps eller noget lignende og må trække sig tilbage, imens husturen finder vand og taler med det tyske par om uheldet. 

Der er visse øjeblikke hvor familien er in sync. Små tidslommer hvor vi ligesom er stemt ind på den samme kanal. Eller sådan fornemmer jeg det. Meget af tiden er vi på mange kanaler, nogen deles måske om én, andre om en anden. Jeg tror ikke, der er så meget at sige til det. Det er en naturlig følge af at være så mange sammen (idet jeg skriver dette begynder mindstebarnet at græde frustreret inde fra stuen). 

Og så er der varmen, den vi er søgt herned til, selvom hedebølgen netop har hærget i DK. Vi reagerer forskelligt på den. Jeg her blevet helt rød på overkroppen og har ligget i skygge hele dagen, kun været i poolen én gang. Nogen sover dårligt pga. heden. Og pga. de mange fluer. Vi glemmer at drikke nok væske, og når det bliver aften, skyller vi ganerne med øl, vin og vermouth. 

 Det noget nær bedste er tomatmadderne. Jeg spiser ikke andet. Der er tomat til hver eneste måltid og det er helt fantastisk. Af disse kunne jeg leve.

Jeg løber om morgenen. Læser hele dagen. Spiller kort om aftenen, og ser en noget af fodboldhalvleg inden jeg genstridigt falder i søvn til lyden af en plastikblæser. 

Efter en lang arbejdsdag nyder jeg at gå og fylde hele Bredgade iført mit pokémonkostume imens jeg fanger pixelerede lortevæsner

 Jeg har sommerferie selvom jeg går på arbejde i arkivet. Det lyder så lækkert at gå i arkivet, i virkeligheden er det bare at gå på kontoret, folde æsker, påklistre stregkoder, scanne ind, oprette items og påklistre labels. Sætte æskerne i vognene, trille dem ned til drift, der så kører dem til betonblokken i Vinge - der hvor arkivet er flyttet hen - hvor nogen tager imod og sætter æskerne på deres rigtige pladser. 

Efter en lang arbejdsdag, kan jeg godt lide at slappe af ved at spille lidt fifa for mig selv. Jeg hører podcast imens, for ligesom at retfærdiggøre det, eller for i det mindste at blive klogere, imens jeg bedriver noget meningsløst. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det. Jeg får lidt idéer imens jeg tankeløst kigger ind i den pixelerede grønsvær. Skriver dem ned i min notesbog, der ligger parat på mit natbord.

.

Det er morgen, det er formiddag. Jeg drikker som sædvanlig to kopper kaffe i sengen inden jeg står op og skal finde ud af, hvad jeg skal. Hvad har jeg lyst til? Hvad burde jeg gøre? Jeg vågnede til lyden af regn på altanen og for op for at trække vasketøjet, der har hængt til tørre natten over, ind. Der er ikke flere nikotinposer i pakken, så jeg ved jeg skal ned i brugsen om lidt. Efter at have læst og drukket de der to kopper kaffe, finder jeg noget yoghurt i køleren. Eller var det skyr?  

Fortrængning: jeg ved det, men jeg undertrykker det.

Fornægtelse: jeg ved det, men jeg undgår det.

.

Er vi dømt til at arbejde, os dødelige? Mit humør kan påvirkes af mange ting. At være sløj: lavt energiniveau. At arbejde meget: højt niveau af ugidelighed. At være stoppet på medicin: (måske) større spektrum hvor følelserne kan bo.

Når man så cykler hjem fra arbejde kl 16, er det fandeme ikke til at komme til på cykelstien ned af Bredgade. En absurd blanding af Københavns borgere, Pokémon Go-turister og deltager til en eller anden fucking design festival fylder det hele, som om verden kun roterede om deres iPhone-kameraer. Hvis ikke de har hovedet fastlåst til deres skærme med pixelerede lorte-væsener slentrer de bare henover kørebanen og forventer ligesom, vi almindelige cyklende borgere lader dem passere. Så fucking åbn øjnene og se verden omkring dig, udenfor dig. 

Og ja jeg lyder som en der har fået et gammel-mandssyndrom, som en der ikke kan se livet for bare brok.  Sandheden er, at jeg i samme grad som disse simulerede menneskelignende avatarer, er frakoblet vores verden. Jeg vil ud af byen, jeg vil ikke finde mig i det.

Skal til fest i aften. F's kollegie holder fest, og det er med den helt dyre opsætning. Det bliver spændende om jeg hive mig op, om jeg kommer i stødet, finder mit sociale a-game frem. Eller om jeg kommer til at rende rundt som en skygge af mig selv. Det sidste jeg har lyst til er alkohol. Det eneste der kan få mig i stødet er, u guessed it... 

 

En af fårene bræger med et bestemt tonefald. Et lam svarer bekræftende, de står og kigger på hinanden i en form for enighed. Et andet lam langt væk bræger spørgende, den får et ja tilbage, hvorefter den spæner hen og begynder at die. Det samme gør to andre lam hos et andet får. Jeg ser det hele ske fra terrassen hvor jeg har sat mig ud for at læse. Jeg er overbevist om at de havde en samtale, og måske er jeg ved blive småskør af at have arbejdet så intenst så mange dage i træk. Jeg lægger mig op i sengen for at være helt alene, næsten, jeg hører stadig fårenes brægen ind ad vinduet

og langt ind i natten

.

skyder myrerne ud over altanen en for en i en meningsløs handling

som så meget andet går jeg ikke til problemets rod

som så meget andet ligger det udenfor min altan 

et sted jeg ikke kan nå 

.

så blev det lummer sommer

tung våd luft, grå himmel

så 

La ciénaga

hos m og k i går 

varm og fugtig ubehagelig og kaotisk

sommeren hvor alting hele tiden kan vende over i katastrofen

alt kan gå galt, og gør det

mon dagen bliver sådan i dag

langt væk fra fårene

der stadig bræger ind i mine nætter 

  

 

"vi skal have det godt"

Jeg sidder nede i J's kontorfællesskab slash creative workspace, da lægesekretæren ringer mig op og fortæller mig, at jeg bare kan stoppe med medicinen fra dags dato, og så følger min læge og jeg op på hvordan det går om et par uger. 

De første par dage tænker jeg ikke over det, ligesom jeg på det seneste er kommet til at glemme at tage medicinen om morgenen og først er kommet i tanke om det om aftenen eller slet ikke kommet i tanke om det.

Men så begynder jeg få de her bølger af svimmelhed, "elektriske stød", zaps, ofte når jeg drejer hovedet eller er ude og gå. Det tager til over et par dage, og i dagene op til jeg skal med toget til silkeborg bliver det rigtig slemt. Selvfølgelig søger jeg rundt på internettet, sundhed.dk og hvad det alt sammen hedder.

Nu kalder jeg det bare det, de kalder det, selvom diagnosen ikke er blevet mig givet: antidepressivt seponeringssyndrom.

Det kommer nogle dage efter ophør af medicinindtag og kan vare et par uger, og sjældent i længere tid.

Det er en anden måde at sanse på. På nogen områder minder det om sanseforandringen under et migræneanfald, det forstyrrede syn, lysfølsomheden. Jeg oplever min krop som en snurrende generator.

Bladene på træerne langs Dag HammerskjoldsAlle er grønne som syre i en tegneserie. Himmelen blå som himmelen. Søndag morgen efter revolutionen, politiet går i par frem og tilbage foran den amerikanske ambassade.

Jeg tænker på at sende F en sms, gør det ikke, ved ikke hvad jeg skal skrive. Måske:

“der var en der smagte af mælk

nu en der smager af trøffel”

Fra Østerport til Fredericia. Til Skanderborg. Til Silkeborg. Til Venø. Der hvor vennerne er. Tror det kommer til regne hele ugen, måske som i en tegneserie.

.

Man er på Venø så snart man har fået selen på. O kører lovligt hurtigt hen af de nøgne veje. Bare det at der ingen lygtepæle er. Så låser vi os ind i huset, G's families sommerhus. Vi har fårene som nabo, de bræger i natten. De næste fem dages tid skal vi arbejde morgen til aften på vores eksaminer, O jeg skriver sammen, G studerer historier og har Lars Løkkes selvbiografi med i tasken.

Jeg har lyst til at gengive det hele. Refererer alt vi taler om, alt vi griner af, alt vi ser på øen og ikke ser. Vejret, stranden vi tømmer for smutsten. SMS'erne mellem F og jeg. Maden vi spiser, øllene vi drikker, fodboldkampene vi ser. 

Arsenal vinder det engelske mesterskab imens jeg her. Vi vinder 1-0 over Burnley mandag og Man City spiller uafgjort mod Bournemouth tirsdag. Mesterskabet er sikret, det er faktisk ikke til at forstå, underligt antiklimatisk. Jeg videoringer til mine brødre og N, alle har vi set kampen hver for sig, nu sidder J og A sammen på Crosseren og N er i Odense. Begejstringen vil ingen ende tage, folk de ikke kender ønsker dem tillykke til yoga, ønsker dem tillykke på gaden. 

Jeg har det godt. Jeg mærker seponeringssyndromet, men jeg glemmer det. Glæden ligger så tæt på melankolien. 

"vi skal have det godt"