Jeg har sommerferie selvom jeg går på arbejde i arkivet. Det lyder så lækkert at gå i arkivet, i virkeligheden er det bare at gå på kontoret, folde æsker, påklistre stregkoder, scanne ind, oprette items og påklistre labels. Sætte æskerne i vognene, trille dem ned til drift, der så kører dem til betonblokken i Vinge - der hvor arkivet er flyttet hen - hvor nogen tager imod og sætter æskerne på deres rigtige pladser.
Efter en lang arbejdsdag, kan jeg godt lide at slappe af ved at spille lidt fifa for mig selv. Jeg hører podcast imens, for ligesom at retfærdiggøre det, eller for i det mindste at blive klogere, imens jeg bedriver noget meningsløst. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det. Jeg får lidt idéer imens jeg tankeløst kigger ind i den pixelerede grønsvær. Skriver dem ned i min notesbog, der ligger parat på mit natbord.
.
Det er morgen, det er formiddag. Jeg drikker som sædvanlig to kopper kaffe i sengen inden jeg står op og skal finde ud af, hvad jeg skal. Hvad har jeg lyst til? Hvad burde jeg gøre? Jeg vågnede til lyden af regn på altanen og for op for at trække vasketøjet, der har hængt til tørre natten over, ind. Der er ikke flere nikotinposer i pakken, så jeg ved jeg skal ned i brugsen om lidt. Efter at have læst og drukket de der to kopper kaffe, finder jeg noget yoghurt i køleren. Eller var det skyr?
Fortrængning: jeg ved det, men jeg undertrykker det.
Fornægtelse: jeg ved det, men jeg undgår det.
.
Er vi dømt til at arbejde, os dødelige? Mit humør kan påvirkes af mange ting. At være sløj: lavt energiniveau. At arbejde meget: højt niveau af ugidelighed. At være stoppet på medicin: (måske) større spektrum hvor følelserne kan bo.
Når man så cykler hjem fra arbejde kl 16, er det fandeme ikke til at komme til på cykelstien ned af Bredgade. En absurd blanding af Københavns borgere, Pokémon Go-turister og deltager til en eller anden fucking design festival fylder det hele, som om verden kun roterede om deres iPhone-kameraer. Hvis ikke de har hovedet fastlåst til deres skærme med pixelerede lorte-væsener slentrer de bare henover kørebanen og forventer ligesom, vi almindelige cyklende borgere lader dem passere. Så fucking åbn øjnene og se verden omkring dig, udenfor dig.
Og ja jeg lyder som en der har fået et gammel-mandssyndrom, som en der ikke kan se livet for bare brok. Sandheden er, at jeg i samme grad som disse simulerede menneskelignende avatarer, er frakoblet vores verden. Jeg vil ud af byen, jeg vil ikke finde mig i det.
Skal til fest i aften. F's kollegie holder fest, og det er med den helt dyre opsætning. Det bliver spændende om jeg hive mig op, om jeg kommer i stødet, finder mit sociale a-game frem. Eller om jeg kommer til at rende rundt som en skygge af mig selv. Det sidste jeg har lyst til er alkohol. Det eneste der kan få mig i stødet er, u guessed it...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar