Italiensk dagbog #1

 I de her dage lytter jeg ikke til musik. Feriens lydspor udgøres af cikader, børnegråd, børnelatter, talrige stemmer - kendte og ukendte - poolens stille vand. Jeg læser Kristus standsede ved Eboli, skrevet af Carlo Levi, om hans tvungne ophold i denne syditalienske bondeby i årene 1935-1936. På den anden side af poolen spørger en italiensk mand i et par for små stramme sorte badeshorts det tyske(?) nabopar om han må lege med deres hund. Han begynder at kaste en tennisbold ned af plænen, hunden samler op, afleverer, han kaster den lige op i luften, hunden griber den i luften. Lidt efter spiller han fodbold med bolden, indtil han træder på en hveps eller noget lignende og må trække sig tilbage, imens husturen finder vand og taler med det tyske par om uheldet. 

Der er visse øjeblikke hvor familien er in sync. Små tidslommer hvor vi ligesom er stemt ind på den samme kanal. Eller sådan fornemmer jeg det. Meget af tiden er vi på mange kanaler, nogen deles måske om én, andre om en anden. Jeg tror ikke, der er så meget at sige til det. Det er en naturlig følge af at være så mange sammen (idet jeg skriver dette begynder mindstebarnet at græde frustreret inde fra stuen). 

Og så er der varmen, den vi er søgt herned til, selvom hedebølgen netop har hærget i DK. Vi reagerer forskelligt på den. Jeg her blevet helt rød på overkroppen og har ligget i skygge hele dagen, kun været i poolen én gang. Nogen sover dårligt pga. heden. Og pga. de mange fluer. Vi glemmer at drikke nok væske, og når det bliver aften, skyller vi ganerne med øl, vin og vermouth. 

 Det noget nær bedste er tomatmadderne. Jeg spiser ikke andet. Der er tomat til hver eneste måltid og det er helt fantastisk. Af disse kunne jeg leve.

Jeg løber om morgenen. Læser hele dagen. Spiller kort om aftenen, og ser en noget af fodboldhalvleg inden jeg genstridigt falder i søvn til lyden af en plastikblæser.