rystet

 Det er rystende at læse. Jeg er helt opslugt. Jeg har sjældent læst noget så relaterbart, og jeg bliver skræmt over det. Som da jeg læste Faldet for andet gang. Et sted læste jeg at Habitat er inderlig på en anden måde end knausgård og houellebecq. En moderne Hærværk, men med refleksioner og analyser indskrevet i teksten. Det er ikke en roman, det er ikke en biografi, jeg ved snart ikke hvad det er. Jeg tænker på da han besøgte gymansiet i Svendborg, at jeg spurgte ind til en strungereference, at han talte om kortet og landskabet, at vi havde besøgt hele kloden. Om menneskets eventyrlyst. Det må have været i 2. g, altså omtrent samtidig med at bogen begynder, i 2018. Jeg føler mig forbundet, i samhørighed. Den er så mørk, den er så forfærdelig ulykkelig, jeg hader hver gang han tager tilbage til møn.

 

Næste dag. Jeg læser og læser og læser og læser. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan med en bog. Det er min krop der læser. Som min nye ven A forklarede det så fint og enkelt. At vi (begge litteraturstuderende) er blevet så uhyggeligt vant til at læse med hovedet. Men det bedste i verden er at læse med kroppen. (eller var det maven?) Theis-jeget og Theis smelter sammen for mig. Jeg læser ham og besættes af ham. Bogen besætter mig, jeg vil være inde i den, jeg længes mod alt det mørke og selvhad og al den beskidte tankevirksomhed. Et mørke jeg jo selv lige har forladt. Det sidste års tid altopslugende mørke. Er det det jeg vil tilbage i? Nej. Selvfølgelig ikke. Og min krop ryster ved alle de dårlige beslutninger Theis tager. Jeg får det simpelthen dårligt. Hold nu op, kan du ikke se det? Jo, det kan have han, men han bliver ved. Jeg læser og læser, og vil skrive og skrive, og vil læse som ham, skrive som ham. Vil næsten stalke ham, opsøge ham, skrive til ham, at jeg vil kende ham, kan vi blive venner, kan vi tale sammen, kan vi ryger cigaretter sammen? Det er jo b læst. Selvfølgelig kan vi ikke det, det skal vi ikke, jeg skal ikke opsøge ham fordi hans bog om ham selv rammer mig så hårdt i kroppen at jeg får det fysisk dårligt simultant med at jeg får det mentalt opløftende. Inspireres til at gøre alt muligt. Først og fremmest at skrive. og det gør jeg så nu. Her. Sådan her. I dette underlige format. På dette underlige forsamlingshus vi kalder internettet. Teksten punkterer sig selv. Den fremsiger teorier og påstande, analyser og handlinger for så at modsige dem, håne dem, nedgøre dem, udskamme dem. Romanen ved at den er en roman. Den foregriber sin egen kritik, en hvid cismands nedtur i mørket, og en fortælling om en ungdomsforelskelse der ender i brud og sætter sig som et sår, der aldrig bliver helet og som stadig har sine effekter. Om et trafikuheld i barndommen, hvis konsekvens bliver ptsd. Jeg genkender så meget, så mange tanker og følelser, uroen, angsten, neuroserne, katastroferne, utrygheden i byen. I socialiteten. Ensomheden ensomheden ensomheden. Hvor er det nemt at skrive alt det her for mig, at åbne sluserne, at lade det mest tilgængelige flyde ud. Måske er det det bloggen er for mig. En sluse. Så fuck om nogen læser. Jeg skal have åbnet slusen, lade vandet flyde igennem, lukke slusen og trykke på den orange "udgiv-knap" i højre hjørne. Ah, en ophobning, et pres, og en udløsning.