så meget der er en god ting i dag

 Det gør stadig ondt at forestille sig det. Men det dukker sjældnere og sjældnere op. Se sengen for sig og dø, se kroppene for sig og dø, faktisk se intimiteten - og dø. Men jeg dør ikke af det.

Så meget der er en god ting i dag. Søerne en god ting i dag. Vælge den vej, for at cykle gennem Byen hjem, altså det mest københavnede, søerne. Se solen for sig og dø, se grønne træer for sig og dø, muligvis flirte på cyklen og dø - en anden død. Tænke over hvordan transport er tekst, at man altid kan skrive om sin tur sted hen.

Har vist engang skrevet at jeg går ud for at have noget at skrive om. Jeg gør verden til stof, verden er mit materiale. Det nemmeste at skrive? Jeg ser det som en skriveøvelse nu. At gå et sted hen og tilbage og så skriv om det. Eller skrive det. Jeg siger farvel til I på uni, har det varmt i skaljakken, men vil ikke fryse. Cykler afsted og vælger vejen mod søerne. Ser solen og dør. sådan agtigt.

 

Men hvem har magten

Hvis verden er stof og verden er mennesker, så bliver den moralske forpligtelse lige pludselig presserende. Jeg tænker over en antifremstilling, en negativ fremstilling, som ved negative rum, som ved repræsentation via fravær, eller snarere som et omrids som Cusk. Noget med den fælles historie, noget med krav på narrativet, noget med subjektiv sandhed.

Noget med at sige, at det stadig gør ondt at forestille sig dem i sengen. Noget med ikke at ville skabe hold eller lægge ansvar. 

 Jeg gør verden til stof, men stoffet gør jeg kan være i verden. "Det er svært ikke at forsvinde"

Al den frygt for at være en der flygter, mandlig frygt for at gå i hundene, lad os tale om det. Så meget der er en god ting i dag - at jeg dør på altanen som en isterning i en drink og lader ingenting starte forfra men elske det kommende som et barn.