nachos

 

 

 

Det er en sær oplevelse, når de nærmeste reagerer på det jeg skriver. Jeg glemmer undertiden at der er et par stykker der læser med, og derved også ved hvad jeg laver og tænker, ihvertfald noget af tiden. Som da J spørger hvordan jeg har det, og jeg finder ud af at jeg den dag ikke lige havde det nice, og så tænkte jeg på det nyeste opslag og kunne se sammenhængen.

 

De sidste dage har været badet i lyset af den morgensol der brændte over vindmøllerne på amager, og selvom jeg havde forbudt alle at se hvad klokken var, vidste jeg, at nu havde jeg lavet en døgner. Der var ikke noget at komme efter derude under vindmøllerne, men det vidste vi nok godt. Det vigtige var selve turen. At vi cyklede af sted med alt muligt i kroppen og solen var brandvarm og ingen havde vand med. 

 

Husker pludselig min drøm. Om en grøn slange. Ikke første gang jeg har en drøm om slanger, og taget min slangefobi i betragtning, må den være ladet med betydning. Kan huske jeg bare skal have den slået ihjel. Den skal dø, for at jeg kan leve. Den gemmer sig på værelset, i tøjet, jeg veksler mellem blodtørst og angst, løber frem med en køkkenkniv, skynder mig tilbage og lukker døren. Åbner den forsigtigt og kan ikke finde slangen, så pumper angsten, så ser jeg den på boghylden, nu skal den dø. Drømmen slutter aldrig. På et tidspunkt handler det om at slå slanges ejer ihjel for at slangen kan dø. Helt igennem utroligt hvordan man kommer igennem dagen, når man har været så meget igennem om natten. Nogen gange kan jeg blive i tvivl om drømmene ikke kræver ligeså meget af vores energi som virkeligheden. At det er derfor jeg altid er så træt.

 

Nu er det som om jeg bare kan blive ved med at skrive. Så må I sgu læse med eller lade være. 

Mit hoved er ikke helt klart, men er sikker på det bliver det snart. Jeg får sommerferie i dag. Hvis jeg består, men mon ikke. Og hva så. Så skal jeg ordne. Min medicin, mit tøj, mit ps plusabonnement, min lejlighed. arbejde lidt mere, registrere de skide bøger. Sætte nogen andre bøger på plads. 

 

E og J kom forbi i går. Vi drak pepsi og gik en tur efter en café med nachos. E havde dejlig energi, J og jeg var ved siden af os selv. Det var E også, men hun transformerede den til en dejlig energi. Hun spildte sit glas på caféen. Vi delte en skål nachos, J skulle ikke have noget, bare smage. Så gik vi igen. Helt færdige. Men glade. Ja, vi var glade. Selvom der findes dage, hvor man tror at man aldrig bliver sig selv igen. Hvor man tror løbet er kørt, det var det, der ødelagde jeg det hele. Men sådan er det ikke. Man kommer altid tilbage.  

 

eksamen

 Efter Habitat er jeg tilbage ved Fremtidsministeriet. Imens kører P2 og under nyhederne stopper jeg med at følge med på siderne. Israel har blokeret aktivister, sendt Thunberg på et fly, Los Angeles brænder, folk er vrede, nu kommer oprøret, jeg venter på breaking. Fjollet at læse cli-fi når verden allerede er syret. Det er en mærkelig realisme men det er også en mærkelig virkelighed, eller hvad Le Guin skriver. Så Hej P2 igen. Temaet er krydderier. Så kan man skrive ind og fortælle om sit yndlingskrydderi. Mange skriver salt og peber. Nogen skriver at det er som at vælge mellem sine børn. En der synes han er rigtig sjov skriver salt, peber, fløde, bacon og rødvin.

Jeg tror jeg har det sådan her, fordi det er eksamensperiode. Det er altid en forstyrrende tid, ligemeget hvor sikker jeg er, eller som nu hvor jeg er ret ligeglad med resultatet. Kan ikke koncentrere mig om at lave noget, kan ikke falde til ro og glemme det.

Jeg ser antikduellen på DR1. Dér om eftermiddagen og senere oveni aftensmad. Dårlige hyggekrimier fra England efterfulgt af gammelt Hammerslag eller noget. Og så Antikduellen. Det er baggrundsstøj. Men jeg følger alligevel lidt med. Håber jo de får solgt en ting for en hel utrolig sum. Udover den ene deltager. Jeg fryder mig over hun ikke får solgt noget til købspris. Hun er selvfed, synes vurderingerne er lave, at vurderingseksperten ikke er klar over hvor gammel lampen er, ved du godt hvor gammel lampen er!? De bider ikke på i Haderslev, som hvis det havde været i København. Ingen af dem tjener det helt store. En vinder en anden taber, eller noget. Så går det videre, aftenshowet skal jeg simpelthen ikke se.

 

 Jeg går dagens tur lidt i 17. Det føles desperat. Jeg går hurtigt. Som skal jeg nå noget. Tænker tilbage på dengang på Amager. Hvor det virkelig stod slemt til. Da jeg gik til vandet en blæsende gråvejrsdag. Sad på en sandbanke og kunne falde i søvn lige der, lade mig blive omfavnet af bølgerne og sove. Jeg tror desperationen kommer af bevidstheden om at jeg går ud for lufte hovedet, for rense, ikke for at forebygge.

Der er løbere konstant. De kommer i en vedvarende strøm bag mig, foran mig, hun løber, jeg ryger. Tænker hun det også sådan? At det er opdelt på den måde. Har hun nemmere ved at forlige tingene, at flere ting kan findes samtidigt samme sted i samme krop?

Hvis jeg møder nogen jeg kender, har jeg forberedt min åbningsreplik. Det gør jeg i det hele taget ret tit. Øver replikker i hovedet, inden jeg skal tale. Til kioskmanden til vennen til shawarmaen. “Jeg har siddet med eksamen og trængte til at komme ud og få lidt luft” det vil jeg sige. Ikke at jeg har ligget i sengen hele dagen. Læst Theis Ørntoft og spillet baldurs gate med J. Indtil nu. Det ville jeg ikke sige. Det skriver jeg her nu. 

På den anden side af søen kører bilerne lydløst. Tænk en lydløs verden. Et videoklip med lyden slået fra, hvor man ved hvordan det hele vil lyde, hvor deres lyde ville afspilles inden i hovedet, men ikke udenfor. 

På forfatterskolens hjemmeside står der, at man i sin ansøgning skal skrive lidt om sine inspirationskilder. Hvad fanden er jeg inspireret af? Alt muligt jo, også forfattere. Men bøgerne jeg holder af holder jeg af på grund af læsningen. Jeg bliver næsten irriteret hvis jeg kan mærke at de påvirker den måde jeg skriver på, tænker om verden igennem skrift på. Hvilket jo er latterligt. Jeg ønsker bare ikke at skrive som nogen. Bare at skrive. Det ønsker jeg. 

Nu lyder det som om, jeg har tænkt mig at søge ind på forfatterskolen. Men det har jeg altså ikke. Ikke lige nu. Men jeg har sikkert lyst på andre tidspunkter. Men jeg søger ikke ind. Jeg tror ikke vil trives der. Og i øvrigt har jeg ikke et projekt at søge med. Jeg kan ikke vælge noget særligt at søge med. Der er ikke noget der tiltaler mig længere tid af gangen. Min egen begejstring for visse tekster forsvinder allerede dagen efter de er skrevet. Enkelte sætninger er jeg glade for længe, hvis ikke hver gang jeg læser dem. Men dem kan jeg jo ikke søge ind med. Her er nogle uafhængige sætninger jeg er glade for, fordi de klinger godt, sys jeg…

Netto har ikke åben pga. helligdag. Så det bliver Tjæpt. Det nye supermarked tiltænkt den travle hverdag i det 3. årtusind. Hvor produkterne er de samme som i netto bare dyrere, ingen betjening kun den bistroagtige cafe, ellers kun selvbetjening. Deres lyserøde bløde udseende gør følelsen af at træde ind som at træde ind i app. Som om alle skiltene med varetyper, "konserves", "mejeri", "kaffe" ligner knapper man kan trykke på og komme dybere ned i tjenestens net af links. Tjæpt har ingen frysepizzaer, deres færdiglavede pizzaer er på køl, og de er dyre og dårlige. Som noget nyt kan man købe en pizza i cafeen og få den opvarmet. Why? så skal man tage den varme pizza med ud på Blegdamsvej. Det bliver en færdig palak paneer uden ris fra Løgismose. Jeg står foran køleskabet og siger til mig selv: "jeg kan godt koge ris." 

en rød sol

 Over os hænger en rød sol, så flot, så flot. Jeg så den da jeg gik hjem for Østre Anlæg, efter at have drukket dåseøl med J. Først om morgenen hører jeg i radioen, at det skyldes røg fra skovbrande i Canada.

På bænken foran Absalon henvender en ældre kvinde sig til mig og spørger om jeg vil have noget grønt. Så trækker hun en broccoli og en pose rosenkål op af en bærepose. Hun har fået det fra en kirke der udleverer gratis grøntsager om fredagen. Så sætter hun sig og begynder at tale. Hun bor lige om hjørnet og har boet der siden 1991. Før boede hun i Lyngby med sin mand, der var maniodepressiv og røg og drak om natten. Om morgen kørte han i sin bil til Hvidovre for at undervise på en skole. Hun meldte ham til politiet og talte med hans kollegaer, der godt vidste, at den var helt galt. Hvorfor havde de ikke sagt noget? De ville ikke blande sig. Da hun selv synes hun havde snakket for mig, sagde hun hed Ulla, og jeg sagde at det hedder min mor. Vi talte lidt om Fyn, hvor hun også er fra, og så gik vi ind. Jeg skulle skrive videre på min eksamen. Hun satte sig i en sofa hos en kvinde og tilbød et kålhoved. Da kvinden lidt efter gik, gik Ulla fra bord til bord og tilbød grøntsager, indtil det hele var blevet afsat.

 

500000000kabler

 Og Theis får det dårligt af at læse skoleskyderes dagbøger. Denne foruroligende spejling, Theis der foruroliges af læsning, læseren der foruroliges af Theis, der læser foruroligende tekster. Læseren, jeg, forlænger med min krop og nerver dette sammensurium af mørke... det er næsten for meget.

 Tilbage i kbh og østerbro. Ned med vasketøj til det nærmeste møntvaskeri, hjem lige inden regn. Arbjede og træt hjem i silende regn, bukserne tynde og helt gennemblødte, kan se tatoveringer gennem stoffet. Mad og ind og spille fifa indtil jeg ikke er træt mere, tænke på eksamen, bladre i den nye bog jeg skal anmelde, paul dør, fra første side associationer til Kirsten Thorups Baby, alt ligestilles, sidestilles, et demokratisk projekt?  

Dr1s flowtv om eftermiddagen, kører i baggrunden, gider ikke nyheder på repeat i en evig cyklus.

Fra skærm til skærm, alene på kontoret, registrere bøger i systemet, give dem holdings og items, flyttekasser en masse.

Livet er indspundet i amerikansk tech. Private virksomheder asfalterer det hele, det hele. fanme ikke det de ikke ejer. 99% af alt internet drives af 500 undersøiske kabler. Ligegyldige følelser, verden er drevet af kabler. Jeg har ingen betydning.