minnie og moskowitz

På vej ud til læsning stopper jeg endnu en gang op ved ænderne i dammen ved boligforeningen. Beboerne har bygget et lille hus og en lille bro til andefamilien, eller er der to? De ligger og hviler sig på kanten af det giftigt grønne vand. Ællingerne i en klump for sig. Bag mig drøner Østerbrogades ærgerlige trafik, og jeg bliver tør i munden af cigaretten.

Det er følelsen af at skulle hjem og skrive. Cykle fra Sydhavnen til Østerbro. Sidde i Ms gård og drikke øl og anmelde en kiosk på google positivt. Tage i friluftsbadet og svømme baner og mærke det knirker i arme og vinger. Lave pasta og se Minnie og Moskowitz - en legendarisk film. Den blå sommerhimmel i en roskildetom by og føle og føle og føle, være vært for alle de følelser der vil på besøg.

 

Sidder på altanen og skriver og ser over på de små kvadratiske vinduer på bygningen overfor, som jeg stadigvæk ikke har kunnet finde ud af hvad huser. I et af de oplyste står et kors, i et andet måske en Mariafigur. Snart færdig med at skrive. For i aften. Venter på en sms. Håber på sms. 

Tosc

 Er det først da jeg står i køen i Netto på Nordre Frihavnsgade? Er det først da Claire de Lune spiller over højtaleranlægget, at jeg mærker det? Er det først da jeg sidder på en bænk ude foran møntvaskeriet med en faxe og cigaretter? Eller var det allerede før? Da E sagde problemet var gammeldags, det der med at have mødt en og ikke fået hendes nummer. Fordi jeg ikke har Fb eller insta længere. 

Cykle hjem i den lyse morgen helt miv og uforløst. Vågne op helt miv og uforløst. Men jeg har sommerferie. Jeg har planer  hver dag. Det skal blive en ja-sommer. Hvad er chancen for jeg siger ja til alt jeg bydes? tre, to, en. Men det er så gloende varmt, det er klimakrise og det er længsel. Det er panik og solstress, det er vandmangel og ensomhed. Det er venner der ikke svarer, ikke tager telefonen. Det er venner der vil med ud og bade. Det er forelskelse og ensomhed. Det er nikotinafhængighed og ensomhed. Det er venner og kærlighed. Det brødre og vielse. Det er at lege hotel og indlogere E og J, se tv og spise slik. 

 Det er at pakke tyve bøger til en uges ferie i Toscana. Eller Tosc, som man kalder det. Glæder mig til Tosc. Selvom jeg vil være i Kbh og flirte. Og så er det at vente. På at nogen bliver klar, så man kan mødes. Vente på at man selv kommer i gang og lader det hele passere foran én. Jeg tager det roligt, fortæller jeg min mor, men man skal ikke tage det for roligt, svarer hun med en snært af livserfaring og kærlighed for hendes drenges kærlighed. Nogen gange må man sgu tage det initiativ, gribe hvad der kan gribes, bjærge hvad der kan bjærges. Hvad har man at miste overfor hvad man kan vinde. Jeg pakker en kuvert og håber, sikker ved at nu gør jeg mit. Men det bliver aldrig helt nok for mig.