Er det først da jeg står i køen i Netto på Nordre Frihavnsgade? Er det først da Claire de Lune spiller over højtaleranlægget, at jeg mærker det? Er det først da jeg sidder på en bænk ude foran møntvaskeriet med en faxe og cigaretter? Eller var det allerede før? Da E sagde problemet var gammeldags, det der med at have mødt en og ikke fået hendes nummer. Fordi jeg ikke har Fb eller insta længere.
Cykle hjem i den lyse morgen helt miv og uforløst. Vågne op helt miv og uforløst. Men jeg har sommerferie. Jeg har planer hver dag. Det skal blive en ja-sommer. Hvad er chancen for jeg siger ja til alt jeg bydes? tre, to, en. Men det er så gloende varmt, det er klimakrise og det er længsel. Det er panik og solstress, det er vandmangel og ensomhed. Det er venner der ikke svarer, ikke tager telefonen. Det er venner der vil med ud og bade. Det er forelskelse og ensomhed. Det er nikotinafhængighed og ensomhed. Det er venner og kærlighed. Det brødre og vielse. Det er at lege hotel og indlogere E og J, se tv og spise slik.
Det er at pakke tyve bøger til en uges ferie i Toscana. Eller Tosc, som man kalder det. Glæder mig til Tosc. Selvom jeg vil være i Kbh og flirte. Og så er det at vente. På at nogen bliver klar, så man kan mødes. Vente på at man selv kommer i gang og lader det hele passere foran én. Jeg tager det roligt, fortæller jeg min mor, men man skal ikke tage det for roligt, svarer hun med en snært af livserfaring og kærlighed for hendes drenges kærlighed. Nogen gange må man sgu tage det initiativ, gribe hvad der kan gribes, bjærge hvad der kan bjærges. Hvad har man at miste overfor hvad man kan vinde. Jeg pakker en kuvert og håber, sikker ved at nu gør jeg mit. Men det bliver aldrig helt nok for mig.
