Det er allerede for sent. Vi overnattede på Bandholm Hotel, et allerede sagnomspundet sted, hvis historie de nuværende ejere på alle leder og kanter har fejet ind under gulvtæppet. I den pæne gamle bygning, der ligger ned til vandet, har man valgt et sort og mørkt design med næsehorn som lamper langs væggene i den smalle bar, hvor senere spillede kort, far, J, E og mig, imens mor nød at se på. Da vi kom var der aftensol. Vi spiste medkøbte salater på et bordbænkesæt tæt på stranden, lånte gafler af køkkenet og mor ærgrede sig alligevel over at restauranten var åben, selvom der stod på hjemmesiden, at den ikke var, og vi derfor ikke havde booket bord. Vi drak 0,5 liters dåseøl.
Hvad så? E og jeg løb i vandet, det lavvandede kolde hav, som stak under vores fødder. Vi gik i den tændte savner, hvor et tysk par allerede sad (hvem der i øvrigt sad i et opvarmet vildmarksbad hele aftenen). Far og J spillede petanque med en kogle som gris, imens mor vaskede hår.
Så spillede vi kort.
Næste morgen spiste vi morgenmad på hotellet og ventede på at regnen ophørte, så vi kunne køre til Dodekalitten.
Her skuer ti af tolv stenhoveder i en cirkel ud over markerne og havet, de ser udad og indad. Deres blikke er tomme, de ser ikke på hinanden men som igennem, forbi hinanden. Og pludselig starter lyden fra de gemte højtalere i stenene. Atmosfærisk, mytisk, gudeagtigt. Og nu begynder det allerede at holde op, tiden og minderne. Hukommelsen som sand, og ikke som stenhoveder. Kan huske jeg tænkte turen og dagene som et lejrskoleophold. Den her vilde energi af træthed og overtræthed, af at ville nå det hele og alting og huske sjove stunder og interne jokes fra dagen før og gentage dem ud i det uendelige, indtil knoglerne føles udhulede.
Måske er det alligevel aldrig for sent.
