Hver morgen er ens. Jeg er den eneste, der er stået op, vandet koger imens jeg tisser og finder arbejdstøjet frem. Jeg har droppet at rede mit hår, tager elefanthuen på med det samme alligevel. Efter jeg har sletter mine profiler på Meta, er det nyhederne jeg bare scroller, for at vågne, læse uden at tage noget ind, uden at kunne videregive information. Kvart over 6 vil jeg gerne være på cyklen. Selvom sommertiden stopper, er det stadig mørkt på det her tidspunkt. Lygtepælene er sådan lidt tilfældigt sat op. Jeg cykler forbi mine forældres venners hus, det er dem jeg har lånt cyklen af. Jeg kigger ind af vinduet, dér står Kis i køkkenet, laver sikkert kaffe. Der er også den ældre kvinde længere nede af vejen, i natkjole, i køkkenet, laver sikkert kaffe, hun stod der også i går og i går og i går. Så kommer den lange Nyborgvej, nu med alle valgplakaterne, halmballen med en kandidat fra dks nye nationalistiske, racistiske og ubehageligt store parti. Skårup. Øster Åby. Vejstrup Ådal, Vejstrup. Oure - og Oures Have. Ofte er jeg igen den første her. I starten drak jeg en kop kaffe inden de andre kom. Skiftede til gummistøvler, fandt walkie, arbejdshandsker, kiggede på ugeplanen - landede. Så snart alle er kommet, gennemgår vi dagens plan, jeg tager en snus, og falder lidt hen igen, men jeg kan stadig følge med. Ved hurtigt hvad jeg skal og så gør jeg det. Så partner jeg op med en, og gør det, finder en høstkniv og gør det. Solen kommer frem, og gør det. Luften frisker, og gør det. Det er lige her, mellem 7 og 9, at det giver mening. Nogen kan kalde over walkien og sige, se regnbuen, se himlen, se tågen, se efterafgrøderne; de spirer. Til snack kl. 9 drikker vi kaffe, spiser en bolle, vi bruger høstknivene til at save dem over, vi bruger høstknivene til at smøre peauntsmør på, så snakker vi og er som oftest glade. Stram tidsorientering. Pausen varer et kvarter. Så skal vi ud igen, og gør det. Vi gør det og gør det og det gør vi, og så gør vi det, vi gør, det gør vi. Det er snart vinter, vi rydder op. Fylder varevognen med planker og jern, med plastik og gamle cykler. N og jeg kører det op til affaldscontainerne, tømmer bilen, kører tilbage, fylder den igen, tømmer den igen, og gør det. Vi fjerner gammelt sort plastik, der er revet i stykker, der bor op til flere mus, eller mosegrise, det er deres hjem vi fjerner, de vil gerne med. Plastikken er våd, mudret, stinker af muselort og ting jeg ikke vil vide hvad er, ind i varevognen. K og Ma fylder golfbilen med diverse stykker jern, kører det om til jerncontaineren, som nogen har placeret uden at konferere med K om placering. Vi må dele arbejdet op. K og Ma kører rundt om indhegningen, læsser jernet af i containeren, N og jeg flytter meterlange jernrør op til hegnet, løfter dem over hegnet, Ma samler dem op igen og smider dem i containeren. Det er ineffektivt. Jeg forstår her, at effektivitet kan være en god ting. At det faktisk kan være afgørende for et foretagende. Det er også derfor grøntsagerne står i rækker, at vi gør tingene på særlige og bestemt udregnede måder. Når vi flytter sandsække, flytter vi dem hen til der hvor de skal ligge, og ikke i en bunke, som vi så igen skal opdele.
Handler alt arbejde om at flytte noget fra et sted til andet? (...) frøene bliver transporteret til haven, de kommer op i planteskolen, ned i såjorden, her forspirer de, flyttes så ned til bedene, sættes i jorden. På et tidspunkt høstes de, kommer ned i vaskehallen, skylles og pakkes i kasser, vejes og noteres, så kommer de på køl, nogen leverer kasserne til køkkenerne, de stiller dem i deres kølerum. På et tidspunkt kommer de ud i køkkenet, de tilberedes, retterne kommer på bordene, elever og ansatte lægger dem på tallerknerne, sætter sig, indtager maden osv. osv. osv...
På Nyborg station gentager det sig igen. Jeg køber en kop kaffe, sættter mig op og venter. Sidder tit bare på jorden. Jeg kender tiderne efterhånden, togafgangene, først kommer til fra øst og skal mod vest på sporetoverfor, så drøner et godstog forbi på samme spor, også mod vest, så lidt efter drøner et tog forbi på mit spor, så ved jeg skal rejse mig, gå ned til skærmen, dobbelttjekke at der en stillezone i den bageste vogn, så kommer toget, jeg går ind, finder en plads, smider en mulepose og en pose med grøntsager fra haven op på hattehylden, stiller min taske på sædet, går ud på togets toilet og vasker hænder, bare lige sådan hurtigt, sætter mig igen, tager en snus, falder hen med den, prøver at læse lidt, ellers hækler jeg lidt, finder dåsedanskvanden, åbner den, drikker den, tager måske en snus mere, læser måske lidt, kigger ud af vinduet, ser marker og tænker, tænker på markerne, tænker på de små søer, på landskab, på markene igen, på haven, på min seng, på et bad, mad, søvn, kaffen i morgen, er der mad i mit køleskab, måske en engel har gjort rent i min lejlighed, altså en rigtig engel og ikke et fremmed menneske, måske er det først når jeg skriver det nu, at jeg forestiller mig det som en engel, tænker lidt mere på engle, måske jeg skal tænke mere på engle, de kan vel være mange, altså de kan vel se forskellige ud, behøver de være kristne, er kristendommens engle selv kristne, eller bare en del af myterne, behøver engle tro på gud, behøver de tro på sig selv for at findes, er engle altid børn, kan engle, hvis de altså findes, gøre rent i min lejlighed, eller udfører de kun sådan noget åndeligt arbejde, som der er rigeligt af i forvejen, kunne det ikke tænkes, at det var mere engleagtigt af dem, at de flyttede nogle ting fra et sted til andet, for eksempel mit snavs, alt støvet på gulvet, bag sengen, alt snasket på køkkengulvet, alt det klamme noget på badeværelset, det ville være totalt i orden, hvis de gad gøre det, som en gestus, en god gerning, gøre det uden at forvente, at de får noget igen den anden vej, jeg kunne godt love, at jeg ville tro mere på dem, hvis de altså gad gøre rent i min lejlighed, jeg har brugt hele dagen på at gøre rent på en mark, så kan englene da ikke forlange at jeg også skal gøre rent i min lejlighed, hvad er det for en verden hvor ens arbejde bliver ens liv, ens liv ens arbejde, det er nok den verden jeg lever i, og englene lever nok i en anden, og kigger kun sjældent ind i min, ser de når jeg for eksempel giver min dåsedanskvand til den samme pantsamler som står på på Nørreport, gennemgår alle skraldespande i toget og står af med mig på Østerport, ser de når jeg giver ham min pant, jeg tror de gør, men jeg tror også at de ikke mener, at det er noget særligt, det er ikke en god gerning, det er i virkeligheden en overdragelse af et stykke arbejde, en undvigelse af slev at skulle flytte dåsen fra toget til lejligheden til netto til flaskeautomaten, hvor kærligt er det, at give sit arbejde videre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar