Over bilradioen melder P4 trafik om aflyste og forsinkede toge pga en personpåkørsel. Det er strækningerne mellem Ringsted og Køge Nord, Roskilde, Næstved.
En ung mand i joggingtøj står og bander og svovler på perronen i Nyborg. Jeg taler i Ear pods. Ryger. Står og banker hånden imod glasvæggen. “En eller anden idiot er hoppet ud foran toget. Jeg har ingen medlidenhed med ham (den påkørte), jo, hvis han er blevet skubbet, men hvis han selv er hoppet har jeg ingen medlidenhed” jeg mærker at jeg ikke skal tæt på ham. Instinktivt tænker jeg, at han er voldsparat, at det mindste prik ville udløse hans vrede, og den ville gøre alt og alle til genstand for dens udfoldelser.
Toget er i forvejen forsinket fra vest, og der er proppet i kupeerne, også på baggagehylderne. I Ringsted står alle af. Her er sort af mennesker der vil med togbusserne. Jeg forhører mig hos nogle mænd i DSB tøj. De ved ikke mere end jeg. Selvfølgelig gør de ikke det, hvad skal de gøre. Jeg bliver enig med en af dem om, at der er langt større problemer end at blive forsinket i juledagene. Jeg tænker på vedkommende der er blevet påkørt. På hvor mange mennesker det påvirker. Så læser jeg i Politiken at der er tale om en midaldrende mand, at han er afgået ved døden, at han formentlig blev påkørt i nat, men først fundet her til morgen (30/12). Der står at politiet mener det er selvmord, De pårørende er underrettet. Jeg tænker på hvor dårligt han har haft det, hvor ulykkelige hans familie og venner må være, selvom jeg intet ved om det. Jeg kender ikke forholdene. Jeg ved kun hvor mange mennesker hans valg påvirker. Jeg tænker på de betingelser der har gjort valget til en mulighed. Hvor trist det hele lige pludselig er. Jeg vælger at forholde mig roligt og tænke på at han ikke har fået tilstrækkeligt hjælp og omsorg, isteret for at lade mig irritere som de hundredvis af andre inkl. ham i Nyborg.
Det er en lang vej hjem. Jeg slæber taskerne vejen jeg har gået så så så mange gange før. Fra Østerport til lejlighed (i skrivende stund er jeg helt øm i skuldrene). Jeg smider det rådne mad i køleskabet ud, det som J skulle have hentet, men det glemte han. Jeg pakker ud, jeg går ned og handler i Netto, bliver mødt af fucking sur medarbejder i Netto, da jeg spørger om han vil hjælpe mig med scan-selv, han svarer mig først ikke, så jeg spørger igen og så siger han nedladende om jeg kan vente et øjeblik, jeg svarer, ja selvfølgelig, jeg vidste bare ikke om du havde hørt mig, kan du ikke se jeg har andre ting jeg skal spørger han så, jojo, svarer jeg, det var derfor jeg spurgte, vidste ikke om du havde hørt mig, han svarer: hvis jeg skal hjælpe alle der... og så fikser han scan-selv og færdiggør ikke sin sætning.
Det er så mega hyggeligt med jul og nytår - det ville det sikkert være, hvis det ikke handlede om at handle, ikke handlede om stress, travlhed, trætte medarbejdere, jeg forstår godt han er træt af dette kaos i netto, er der særiøst nogen der synes det er ægte hyggeligt, at knokle i et køkken dagene ind og ud som mine forældre, bruge penge på gaver folk ikke ønsker sig, ikke har brug for
jeg hader at hygge er noget man skal købe, knokle, handle, tilrettelægge, derfor hader jeg hygge, jeg er hyggehaderen
samvær kan jeg lide, kærlighed og forventningsløshed, latter og smil, glimt og glitter
det får jeg forhåbentlig lige om en times tid agtig, skal til fest og forberedt en al for lang dum quiz
godt nytår derude, og derinde, lad næste år blive mindre hygge og mere kærligt, mindre handel og mere lys og lyst. 2026 er kommet for at blive, 26 for evigt, vi skal starte et sted.
skyggehjerte2 takker af for i år og kommer igen næste år med flere opslag om det samme: my life, who cares, gyökeres ! COYG, vi vinder den sgu i 2026
☄️
