ferie på bloggen

Der har været ferie på bloggen, som om den var et arbejde. Sommeren er ikke hvad den har været. Før hen var sidste skoledag det sygeste. Før hen (sådan er det i erindringen) var sommerferiedagene glasklare som på film. En Otto Brandenburg-sommer, hvor man som en anden Bertram lever fuldt ud i et evigt nu. Laver ballade og spiller kort i åben sportsvogn.

Mange dage går med at dagene skal gå. Mange dage går også med at mødes med nogen. Drikke øl i baren i Ørstedsparken. Tage til havefest i Dyssegård. Se en nyfødt nevø være mælkeskæv. Huske de gode ting, som en lille øvelse. Alt det hele ikke er noget lort, for det er ikke noget lort. Man må godt have ondt af sig selv. Man må godt hoppe med bølgen med elektrolytter (er det bare mig eller det som om det har udbredt sig helt vildt den her sommer, at man dagligt på varme dage lige skal tage en elektrolyt der oven i købet var på tilbud?) Sommeren er også tiden for at forstå at dage uden selskab ikke er ensomme dage. Måske de dage går meget med en eller anden form for selvsansning, pille sig meget i øret eller næsen, prikker bumser og lugte sig selv under armene, pille tånegle og klø sig i røven, pille fingernegle og fortryde, for nu rev man negleroden op og det bløder og svier og ser grimt ud. Og så fyldes med tanken om ens heldige privilegier, at det virkelig er de problemer man har, og derefter fyldes med tanken om om man skrev det med privilegierne for at dække sig ind, som for at sige "jeg kan godt have det dårligt, hvis jeg samtidig nævner Gaza". Men måske er det bedre at tænke, at intet af det fører til noget. Det her er bare en blog. Og en rimelig magtesløst en af slagsen. 

Men der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget (sindssygt ordsprog egentlig), jeg har aldrig følt mig så fri. Når jeg ser på Bertram der sejler derudad med Onkel Georg efter sig i en robåd, må jeg alligvel se mig selv som Bertram. Jeg har udviklet mig. Jeg er forbi en irriterende uforglemmelig dato, og der er sket meget inde i potten, en masse ting der alt i alt har gjort mit liv så meget bedre end før det hele gik rigtigt galt. 

Jeg sender kærlighed til min familie. Jeg sender kærlighed til mine venner. Jeg sender kærlighed til at alle fortjener kærlighed. 

minnie og moskowitz

På vej ud til læsning stopper jeg endnu en gang op ved ænderne i dammen ved boligforeningen. Beboerne har bygget et lille hus og en lille bro til andefamilien, eller er der to? De ligger og hviler sig på kanten af det giftigt grønne vand. Ællingerne i en klump for sig. Bag mig drøner Østerbrogades ærgerlige trafik, og jeg bliver tør i munden af cigaretten.

Det er følelsen af at skulle hjem og skrive. Cykle fra Sydhavnen til Østerbro. Sidde i Ms gård og drikke øl og anmelde en kiosk på google positivt. Tage i friluftsbadet og svømme baner og mærke det knirker i arme og vinger. Lave pasta og se Minnie og Moskowitz - en legendarisk film. Den blå sommerhimmel i en roskildetom by og føle og føle og føle, være vært for alle de følelser der vil på besøg.

 

Sidder på altanen og skriver og ser over på de små kvadratiske vinduer på bygningen overfor, som jeg stadigvæk ikke har kunnet finde ud af hvad huser. I et af de oplyste står et kors, i et andet måske en Mariafigur. Snart færdig med at skrive. For i aften. Venter på en sms. Håber på sms. 

Tosc

 Er det først da jeg står i køen i Netto på Nordre Frihavnsgade? Er det først da Claire de Lune spiller over højtaleranlægget, at jeg mærker det? Er det først da jeg sidder på en bænk ude foran møntvaskeriet med en faxe og cigaretter? Eller var det allerede før? Da E sagde problemet var gammeldags, det der med at have mødt en og ikke fået hendes nummer. Fordi jeg ikke har Fb eller insta længere. 

Cykle hjem i den lyse morgen helt miv og uforløst. Vågne op helt miv og uforløst. Men jeg har sommerferie. Jeg har planer  hver dag. Det skal blive en ja-sommer. Hvad er chancen for jeg siger ja til alt jeg bydes? tre, to, en. Men det er så gloende varmt, det er klimakrise og det er længsel. Det er panik og solstress, det er vandmangel og ensomhed. Det er venner der ikke svarer, ikke tager telefonen. Det er venner der vil med ud og bade. Det er forelskelse og ensomhed. Det er nikotinafhængighed og ensomhed. Det er venner og kærlighed. Det brødre og vielse. Det er at lege hotel og indlogere E og J, se tv og spise slik. 

 Det er at pakke tyve bøger til en uges ferie i Toscana. Eller Tosc, som man kalder det. Glæder mig til Tosc. Selvom jeg vil være i Kbh og flirte. Og så er det at vente. På at nogen bliver klar, så man kan mødes. Vente på at man selv kommer i gang og lader det hele passere foran én. Jeg tager det roligt, fortæller jeg min mor, men man skal ikke tage det for roligt, svarer hun med en snært af livserfaring og kærlighed for hendes drenges kærlighed. Nogen gange må man sgu tage det initiativ, gribe hvad der kan gribes, bjærge hvad der kan bjærges. Hvad har man at miste overfor hvad man kan vinde. Jeg pakker en kuvert og håber, sikker ved at nu gør jeg mit. Men det bliver aldrig helt nok for mig.