en meget stor squash

Onsdage er blevet tradition. Jeg tager toget hjem til Østerport og går i bad, cykler til gården og spiser med i kollegiekøkkenet. Fortæller hver gang om haven, siger at jeg har været i marken i tre dage. At jeg er træt men at jeg elsker det. Så sidder vi 13 om bordet og spiser belugabolo og deler en øl i tre og får en hver efter. Jeg taler med J, først om alt muligt, os selv og obskure emner. Falder i snak med en tidligere beboer, der nu er ansat i Rigspolitiet. Jeg taber endnu engang i opvasketerningespillet og vasker op med snus i munden. Som altid følger J mig ned i gården og vi ryger en cigaret. Her ændrer samtalen karakter, og J kan fortælle og komme ud med ting der nager ham. I går blev det en længere snak og det var så rart. J sagde at han følte lettelse af at være kommet ud med det. Vi taler om hvor dejligt det er, at kunne være sammen så lowkey. At være ristede og bare spise sammen, være i et par timer. Der skal ikke ske noget. Et ugentligt møde. 

Jeg har givet op på at vaske mine fingernegle rene for jord. På en måde lugter de hele tiden af porre. Eller af insektnet. Vi har luget i regnvejr, plantet sibsey og lilla sprout ud. Jeg lagde insektnet på helt selv, og det lagde sig knivskarpt og stramt. Det var jeg stolt af. Jeg fik to store squash med hjem, som nok er kedelige og fyldt med kerner, men de er meget meget store. I aften tager jeg en af dem og spids-, hvid- og palmekål med over til min bror (Jo), og måske E også er der og spiser med. Det bliver chilleren at chille. Tænker jeg skal hækle videre på trøjen. Måske se champions league. Høre plader og tage snus. 

Jeg Jeg jeg har snart fri fra job. Har ompakket historisk kronologisk samling hele dagen. Taget gamle billeder ud af gamle læg og lagt dem i nye syrefrie og ned i grå æsker. Tastet dem ind i to separate excelark, et for hvert format. Folio og Foliolæg. Et mindre stort og et stort. Snart kommer et tredje i spil, Folioplus. Verden er godt nok et spaltet sted at opholde sig, men har vi noget valg?

Digt

Verdens krop bliver blød

Som software

Øm af alt det hyper

Indenfor murene nedenunder nettet 

Indsamler nogen alle filerne

Fra skyggebiblioteket

Og deler dem med alle verdens kroppe

Også efter nogen andre siger stop

Og kontrollerer billetterne allerede på perronen

Hver dag ændrer vi verdens krop

Der findes ikke noget 

Der ikke forandrer noget andet

Alt det hele 

Er påvirkning

der er ikke en muskel jeg ikke er øm i

 Lige nu ligger jeg og er næsten kommet mig oven på den første uge i marken. Jeg er i sengen, hvor jeg befinder mig mest. Jeg drikker kaffe for at vågne og tager snus for at blive i trætheden. For at falde halvt i søvn igen. Jeg har høstet salat, spinat, tomater, bønner og basilikum. Jeg har luget og flyttet kompost. Jeg har lagt ny mypex (ukrudtsdug) omkring bedene. Jeg har kørt frem og tilbage mellem haverne i en gammel golfvogn og grint og snakket og koncentreret mig om arbejdet sammen de enestående K, M, M og N. Jeg læser Fælles Liv og nyder følelsen af at det netop er det jeg udlever i marken. Jeg har ikke prøvet noget så hårdt før. Mit immunsystem har været ude af balance lige siden onsdag aften. At være tilbage I Købehavn føles næsten forkert, jeg vil tilbage i marken, selvom jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg igen på mandag står op kvart i seks og cykler ti kilometer for at gå i gang med arbejdet kl syv. 

et mili-kort

Jeg gjorde endnu et af disse bog-ejer-inter/para/peri-tesktuelle fund (ved stadig ikke hvordan de skal betegnes). Vangsgaards Antikvariat, i en stade ude foran, dem til en 20'er stykket, en dobbelt Herman Bang, Ved Vejen + Sommerglæder, meget krøllet og slidt, men på en side den som af sig selv åbnede op på, lå et kort, der først lignede et postkort, men var et fødselsdagskort. Kortet var så sødt. Men som jeg stod der, indelukket om læsningen af kortet, ramte det mig smerteligt. Det er kun korte glimt af andre menneskers liv, man får i de her kort, sedler, togbilletter, hilsner etc. Enkelte sætninger kan få det til at løbe løbsk med min fantasi. Ligegyldigt indholdet farves alle beskeder, alle spor, alle ting, der kan ligge inde i en bog, af at bogen nu er "endt" i et antikvariat, en genbrug, en genbrugsstation. Hvorfor skulle den ende her? Hvad er dens historie, hvad er dens ejer eller ejeres historie(r)? 

Som nu denne bog med dertilhørende (af mig anonymiseret) kort:

 »                                                                                     August 2018

Kære F. 

Tillykke med fødselsdagen. 27 år. Jeg har fået lov til at være med i næsten to af dem. Det er meget Men hvis jeg må ønske mig noget på din fødselsdag, så må det være, at det bliver ved. For jeg får tårer i øjnene af at overveje, hvordan jeg overhovedet skal skrive ned hvor meget jeg glæder mig til at falde i søvn med dine arme om min krop, til at tage ud i verden med dig, til at lave koldskål til dig, til at stoppe på p-piller, til at se dig lave Dresden ansigtet, til at du spiser min mad og til at vågne med dig. At elske dig og blive elsket af dig, er det største jeg har oplevet. Tak. Og tillykke.

Kys fra din kæreste

PS. Sorry for mili-kort. Havde ikke andet.

PPS. Mest ærlige + mest corny jeg har skrevet nogensinde.«

 

 På Bang-bogens titelblad står, hvad jeg formoder er F's kærestes navn, N, August 2016, København. Det er hvad jeg ikke helt forstår. Er det N's bog? Har N givet sin egen bog, købt to år forinden, i gave til F? Eller har de boet sammen og F har skulle bruge et bogmærke? Det jeg frygter er forfærdeligt nok at en af dem ikke her er længere. At bøgerne bar for mange følelser og minder til at blive i de pårørende/involveredes hænder. De kan også være gået fra hinanden og bøger er blevet forbyttet og lejligheder skulle ryddes op, og så får man ikke altid tjekket hvad der kan gemme sig i bøger. Og så er den endt her. Doneret til butikken? Måske er de stadig sammen, fået børn, flyttet sammen og blandet bogreoler og skilt sig af med dubletter. Det håber jeg. Men det forklarer stadig ikke hvorfor kortet til F ligger i N's bog. Og det forklarer slet ikke hvad "Dresden ansigtet" er. 

Men som N sagde, så tror jeg at Herman Bang ville sætte pris på at det kort lå i netop hans roman, at her var en der gik ud over at være en stille eksistens.

 I samme antikvariat finder jeg to udgaver af den samme bog om Vergil, hvor den ene er ti kroner billigere end den anden, fordi der er skrevet navn på titelbladet med kuglepen. En reduktion i bogens værdi målt i pengeøkonomisk skala, men en klart værdi forøgelse målt i en affektionøkonomisk skala. Denne bog har været ejet og måske endda læst af anden før mig. Det håndskrevne navn tilføjer et betydningslag mere til bogen. Jeg købte ikke vergilbogen, for jeg har ingen penge, eller jeg tør ikke kigge på min netbank af frygt for at jeg ikke har nogen penge, at jeg minuspenge, som mærkeligt nok også er penge jeg kan bruge...

ferie på bloggen

Der har været ferie på bloggen, som om den var et arbejde. Sommeren er ikke hvad den har været. Før hen var sidste skoledag det sygeste. Før hen (sådan er det i erindringen) var sommerferiedagene glasklare som på film. En Otto Brandenburg-sommer, hvor man som en anden Bertram lever fuldt ud i et evigt nu. Laver ballade og spiller kort i åben sportsvogn.

Mange dage går med at dagene skal gå. Mange dage går også med at mødes med nogen. Drikke øl i baren i Ørstedsparken. Tage til havefest i Dyssegård. Se en nyfødt nevø være mælkeskæv. Huske de gode ting, som en lille øvelse. Alt det hele ikke er noget lort, for det er ikke noget lort. Man må godt have ondt af sig selv. Man må godt hoppe med bølgen med elektrolytter (er det bare mig eller det som om det har udbredt sig helt vildt den her sommer, at man dagligt på varme dage lige skal tage en elektrolyt der oven i købet var på tilbud?) Sommeren er også tiden for at forstå at dage uden selskab ikke er ensomme dage. Måske de dage går meget med en eller anden form for selvsansning, pille sig meget i øret eller næsen, prikker bumser og lugte sig selv under armene, pille tånegle og klø sig i røven, pille fingernegle og fortryde, for nu rev man negleroden op og det bløder og svier og ser grimt ud. Og så fyldes med tanken om ens heldige privilegier, at det virkelig er de problemer man har, og derefter fyldes med tanken om om man skrev det med privilegierne for at dække sig ind, som for at sige "jeg kan godt have det dårligt, hvis jeg samtidig nævner Gaza". Men måske er det bedre at tænke, at intet af det fører til noget. Det her er bare en blog. Og en rimelig magtesløst en af slagsen. 

Men der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget (sindssygt ordsprog egentlig), jeg har aldrig følt mig så fri. Når jeg ser på Bertram der sejler derudad med Onkel Georg efter sig i en robåd, må jeg alligvel se mig selv som Bertram. Jeg har udviklet mig. Jeg er forbi en irriterende uforglemmelig dato, og der er sket meget inde i potten, en masse ting der alt i alt har gjort mit liv så meget bedre end før det hele gik rigtigt galt. 

Jeg sender kærlighed til min familie. Jeg sender kærlighed til mine venner. Jeg sender kærlighed til at alle fortjener kærlighed. 

minnie og moskowitz

På vej ud til læsning stopper jeg endnu en gang op ved ænderne i dammen ved boligforeningen. Beboerne har bygget et lille hus og en lille bro til andefamilien, eller er der to? De ligger og hviler sig på kanten af det giftigt grønne vand. Ællingerne i en klump for sig. Bag mig drøner Østerbrogades ærgerlige trafik, og jeg bliver tør i munden af cigaretten.

Det er følelsen af at skulle hjem og skrive. Cykle fra Sydhavnen til Østerbro. Sidde i Ms gård og drikke øl og anmelde en kiosk på google positivt. Tage i friluftsbadet og svømme baner og mærke det knirker i arme og vinger. Lave pasta og se Minnie og Moskowitz - en legendarisk film. Den blå sommerhimmel i en roskildetom by og føle og føle og føle, være vært for alle de følelser der vil på besøg.

 

Sidder på altanen og skriver og ser over på de små kvadratiske vinduer på bygningen overfor, som jeg stadigvæk ikke har kunnet finde ud af hvad huser. I et af de oplyste står et kors, i et andet måske en Mariafigur. Snart færdig med at skrive. For i aften. Venter på en sms. Håber på sms. 

Tosc

 Er det først da jeg står i køen i Netto på Nordre Frihavnsgade? Er det først da Claire de Lune spiller over højtaleranlægget, at jeg mærker det? Er det først da jeg sidder på en bænk ude foran møntvaskeriet med en faxe og cigaretter? Eller var det allerede før? Da E sagde problemet var gammeldags, det der med at have mødt en og ikke fået hendes nummer. Fordi jeg ikke har Fb eller insta længere. 

Cykle hjem i den lyse morgen helt miv og uforløst. Vågne op helt miv og uforløst. Men jeg har sommerferie. Jeg har planer  hver dag. Det skal blive en ja-sommer. Hvad er chancen for jeg siger ja til alt jeg bydes? tre, to, en. Men det er så gloende varmt, det er klimakrise og det er længsel. Det er panik og solstress, det er vandmangel og ensomhed. Det er venner der ikke svarer, ikke tager telefonen. Det er venner der vil med ud og bade. Det er forelskelse og ensomhed. Det er nikotinafhængighed og ensomhed. Det er venner og kærlighed. Det brødre og vielse. Det er at lege hotel og indlogere E og J, se tv og spise slik. 

 Det er at pakke tyve bøger til en uges ferie i Toscana. Eller Tosc, som man kalder det. Glæder mig til Tosc. Selvom jeg vil være i Kbh og flirte. Og så er det at vente. På at nogen bliver klar, så man kan mødes. Vente på at man selv kommer i gang og lader det hele passere foran én. Jeg tager det roligt, fortæller jeg min mor, men man skal ikke tage det for roligt, svarer hun med en snært af livserfaring og kærlighed for hendes drenges kærlighed. Nogen gange må man sgu tage det initiativ, gribe hvad der kan gribes, bjærge hvad der kan bjærges. Hvad har man at miste overfor hvad man kan vinde. Jeg pakker en kuvert og håber, sikker ved at nu gør jeg mit. Men det bliver aldrig helt nok for mig.