nachos

 

 

 

Det er en sær oplevelse, når de nærmeste reagerer på det jeg skriver. Jeg glemmer undertiden at der er et par stykker der læser med, og derved også ved hvad jeg laver og tænker, ihvertfald noget af tiden. Som da J spørger hvordan jeg har det, og jeg finder ud af at jeg den dag ikke lige havde det nice, og så tænkte jeg på det nyeste opslag og kunne se sammenhængen.

 

De sidste dage har været badet i lyset af den morgensol der brændte over vindmøllerne på amager, og selvom jeg havde forbudt alle at se hvad klokken var, vidste jeg, at nu havde jeg lavet en døgner. Der var ikke noget at komme efter derude under vindmøllerne, men det vidste vi nok godt. Det vigtige var selve turen. At vi cyklede af sted med alt muligt i kroppen og solen var brandvarm og ingen havde vand med. 

 

Husker pludselig min drøm. Om en grøn slange. Ikke første gang jeg har en drøm om slanger, og taget min slangefobi i betragtning, må den være ladet med betydning. Kan huske jeg bare skal have den slået ihjel. Den skal dø, for at jeg kan leve. Den gemmer sig på værelset, i tøjet, jeg veksler mellem blodtørst og angst, løber frem med en køkkenkniv, skynder mig tilbage og lukker døren. Åbner den forsigtigt og kan ikke finde slangen, så pumper angsten, så ser jeg den på boghylden, nu skal den dø. Drømmen slutter aldrig. På et tidspunkt handler det om at slå slanges ejer ihjel for at slangen kan dø. Helt igennem utroligt hvordan man kommer igennem dagen, når man har været så meget igennem om natten. Nogen gange kan jeg blive i tvivl om drømmene ikke kræver ligeså meget af vores energi som virkeligheden. At det er derfor jeg altid er så træt.

 

Nu er det som om jeg bare kan blive ved med at skrive. Så må I sgu læse med eller lade være. 

Mit hoved er ikke helt klart, men er sikker på det bliver det snart. Jeg får sommerferie i dag. Hvis jeg består, men mon ikke. Og hva så. Så skal jeg ordne. Min medicin, mit tøj, mit ps plusabonnement, min lejlighed. arbejde lidt mere, registrere de skide bøger. Sætte nogen andre bøger på plads. 

 

E og J kom forbi i går. Vi drak pepsi og gik en tur efter en café med nachos. E havde dejlig energi, J og jeg var ved siden af os selv. Det var E også, men hun transformerede den til en dejlig energi. Hun spildte sit glas på caféen. Vi delte en skål nachos, J skulle ikke have noget, bare smage. Så gik vi igen. Helt færdige. Men glade. Ja, vi var glade. Selvom der findes dage, hvor man tror at man aldrig bliver sig selv igen. Hvor man tror løbet er kørt, det var det, der ødelagde jeg det hele. Men sådan er det ikke. Man kommer altid tilbage.  

 

eksamen

 Efter Habitat er jeg tilbage ved Fremtidsministeriet. Imens kører P2 og under nyhederne stopper jeg med at følge med på siderne. Israel har blokeret aktivister, sendt Thunberg på et fly, Los Angeles brænder, folk er vrede, nu kommer oprøret, jeg venter på breaking. Fjollet at læse cli-fi når verden allerede er syret. Det er en mærkelig realisme men det er også en mærkelig virkelighed, eller hvad Le Guin skriver. Så Hej P2 igen. Temaet er krydderier. Så kan man skrive ind og fortælle om sit yndlingskrydderi. Mange skriver salt og peber. Nogen skriver at det er som at vælge mellem sine børn. En der synes han er rigtig sjov skriver salt, peber, fløde, bacon og rødvin.

Jeg tror jeg har det sådan her, fordi det er eksamensperiode. Det er altid en forstyrrende tid, ligemeget hvor sikker jeg er, eller som nu hvor jeg er ret ligeglad med resultatet. Kan ikke koncentrere mig om at lave noget, kan ikke falde til ro og glemme det.

Jeg ser antikduellen på DR1. Dér om eftermiddagen og senere oveni aftensmad. Dårlige hyggekrimier fra England efterfulgt af gammelt Hammerslag eller noget. Og så Antikduellen. Det er baggrundsstøj. Men jeg følger alligevel lidt med. Håber jo de får solgt en ting for en hel utrolig sum. Udover den ene deltager. Jeg fryder mig over hun ikke får solgt noget til købspris. Hun er selvfed, synes vurderingerne er lave, at vurderingseksperten ikke er klar over hvor gammel lampen er, ved du godt hvor gammel lampen er!? De bider ikke på i Haderslev, som hvis det havde været i København. Ingen af dem tjener det helt store. En vinder en anden taber, eller noget. Så går det videre, aftenshowet skal jeg simpelthen ikke se.

 

 Jeg går dagens tur lidt i 17. Det føles desperat. Jeg går hurtigt. Som skal jeg nå noget. Tænker tilbage på dengang på Amager. Hvor det virkelig stod slemt til. Da jeg gik til vandet en blæsende gråvejrsdag. Sad på en sandbanke og kunne falde i søvn lige der, lade mig blive omfavnet af bølgerne og sove. Jeg tror desperationen kommer af bevidstheden om at jeg går ud for lufte hovedet, for rense, ikke for at forebygge.

Der er løbere konstant. De kommer i en vedvarende strøm bag mig, foran mig, hun løber, jeg ryger. Tænker hun det også sådan? At det er opdelt på den måde. Har hun nemmere ved at forlige tingene, at flere ting kan findes samtidigt samme sted i samme krop?

Hvis jeg møder nogen jeg kender, har jeg forberedt min åbningsreplik. Det gør jeg i det hele taget ret tit. Øver replikker i hovedet, inden jeg skal tale. Til kioskmanden til vennen til shawarmaen. “Jeg har siddet med eksamen og trængte til at komme ud og få lidt luft” det vil jeg sige. Ikke at jeg har ligget i sengen hele dagen. Læst Theis Ørntoft og spillet baldurs gate med J. Indtil nu. Det ville jeg ikke sige. Det skriver jeg her nu. 

På den anden side af søen kører bilerne lydløst. Tænk en lydløs verden. Et videoklip med lyden slået fra, hvor man ved hvordan det hele vil lyde, hvor deres lyde ville afspilles inden i hovedet, men ikke udenfor. 

På forfatterskolens hjemmeside står der, at man i sin ansøgning skal skrive lidt om sine inspirationskilder. Hvad fanden er jeg inspireret af? Alt muligt jo, også forfattere. Men bøgerne jeg holder af holder jeg af på grund af læsningen. Jeg bliver næsten irriteret hvis jeg kan mærke at de påvirker den måde jeg skriver på, tænker om verden igennem skrift på. Hvilket jo er latterligt. Jeg ønsker bare ikke at skrive som nogen. Bare at skrive. Det ønsker jeg. 

Nu lyder det som om, jeg har tænkt mig at søge ind på forfatterskolen. Men det har jeg altså ikke. Ikke lige nu. Men jeg har sikkert lyst på andre tidspunkter. Men jeg søger ikke ind. Jeg tror ikke vil trives der. Og i øvrigt har jeg ikke et projekt at søge med. Jeg kan ikke vælge noget særligt at søge med. Der er ikke noget der tiltaler mig længere tid af gangen. Min egen begejstring for visse tekster forsvinder allerede dagen efter de er skrevet. Enkelte sætninger er jeg glade for længe, hvis ikke hver gang jeg læser dem. Men dem kan jeg jo ikke søge ind med. Her er nogle uafhængige sætninger jeg er glade for, fordi de klinger godt, sys jeg…

Netto har ikke åben pga. helligdag. Så det bliver Tjæpt. Det nye supermarked tiltænkt den travle hverdag i det 3. årtusind. Hvor produkterne er de samme som i netto bare dyrere, ingen betjening kun den bistroagtige cafe, ellers kun selvbetjening. Deres lyserøde bløde udseende gør følelsen af at træde ind som at træde ind i app. Som om alle skiltene med varetyper, "konserves", "mejeri", "kaffe" ligner knapper man kan trykke på og komme dybere ned i tjenestens net af links. Tjæpt har ingen frysepizzaer, deres færdiglavede pizzaer er på køl, og de er dyre og dårlige. Som noget nyt kan man købe en pizza i cafeen og få den opvarmet. Why? så skal man tage den varme pizza med ud på Blegdamsvej. Det bliver en færdig palak paneer uden ris fra Løgismose. Jeg står foran køleskabet og siger til mig selv: "jeg kan godt koge ris." 

en rød sol

 Over os hænger en rød sol, så flot, så flot. Jeg så den da jeg gik hjem for Østre Anlæg, efter at have drukket dåseøl med J. Først om morgenen hører jeg i radioen, at det skyldes røg fra skovbrande i Canada.

På bænken foran Absalon henvender en ældre kvinde sig til mig og spørger om jeg vil have noget grønt. Så trækker hun en broccoli og en pose rosenkål op af en bærepose. Hun har fået det fra en kirke der udleverer gratis grøntsager om fredagen. Så sætter hun sig og begynder at tale. Hun bor lige om hjørnet og har boet der siden 1991. Før boede hun i Lyngby med sin mand, der var maniodepressiv og røg og drak om natten. Om morgen kørte han i sin bil til Hvidovre for at undervise på en skole. Hun meldte ham til politiet og talte med hans kollegaer, der godt vidste, at den var helt galt. Hvorfor havde de ikke sagt noget? De ville ikke blande sig. Da hun selv synes hun havde snakket for mig, sagde hun hed Ulla, og jeg sagde at det hedder min mor. Vi talte lidt om Fyn, hvor hun også er fra, og så gik vi ind. Jeg skulle skrive videre på min eksamen. Hun satte sig i en sofa hos en kvinde og tilbød et kålhoved. Da kvinden lidt efter gik, gik Ulla fra bord til bord og tilbød grøntsager, indtil det hele var blevet afsat.

 

500000000kabler

 Og Theis får det dårligt af at læse skoleskyderes dagbøger. Denne foruroligende spejling, Theis der foruroliges af læsning, læseren der foruroliges af Theis, der læser foruroligende tekster. Læseren, jeg, forlænger med min krop og nerver dette sammensurium af mørke... det er næsten for meget.

 Tilbage i kbh og østerbro. Ned med vasketøj til det nærmeste møntvaskeri, hjem lige inden regn. Arbjede og træt hjem i silende regn, bukserne tynde og helt gennemblødte, kan se tatoveringer gennem stoffet. Mad og ind og spille fifa indtil jeg ikke er træt mere, tænke på eksamen, bladre i den nye bog jeg skal anmelde, paul dør, fra første side associationer til Kirsten Thorups Baby, alt ligestilles, sidestilles, et demokratisk projekt?  

Dr1s flowtv om eftermiddagen, kører i baggrunden, gider ikke nyheder på repeat i en evig cyklus.

Fra skærm til skærm, alene på kontoret, registrere bøger i systemet, give dem holdings og items, flyttekasser en masse.

Livet er indspundet i amerikansk tech. Private virksomheder asfalterer det hele, det hele. fanme ikke det de ikke ejer. 99% af alt internet drives af 500 undersøiske kabler. Ligegyldige følelser, verden er drevet af kabler. Jeg har ingen betydning.

 

rystet

 Det er rystende at læse. Jeg er helt opslugt. Jeg har sjældent læst noget så relaterbart, og jeg bliver skræmt over det. Som da jeg læste Faldet for andet gang. Et sted læste jeg at Habitat er inderlig på en anden måde end knausgård og houellebecq. En moderne Hærværk, men med refleksioner og analyser indskrevet i teksten. Det er ikke en roman, det er ikke en biografi, jeg ved snart ikke hvad det er. Jeg tænker på da han besøgte gymansiet i Svendborg, at jeg spurgte ind til en strungereference, at han talte om kortet og landskabet, at vi havde besøgt hele kloden. Om menneskets eventyrlyst. Det må have været i 2. g, altså omtrent samtidig med at bogen begynder, i 2018. Jeg føler mig forbundet, i samhørighed. Den er så mørk, den er så forfærdelig ulykkelig, jeg hader hver gang han tager tilbage til møn.

 

Næste dag. Jeg læser og læser og læser og læser. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan med en bog. Det er min krop der læser. Som min nye ven A forklarede det så fint og enkelt. At vi (begge litteraturstuderende) er blevet så uhyggeligt vant til at læse med hovedet. Men det bedste i verden er at læse med kroppen. (eller var det maven?) Theis-jeget og Theis smelter sammen for mig. Jeg læser ham og besættes af ham. Bogen besætter mig, jeg vil være inde i den, jeg længes mod alt det mørke og selvhad og al den beskidte tankevirksomhed. Et mørke jeg jo selv lige har forladt. Det sidste års tid altopslugende mørke. Er det det jeg vil tilbage i? Nej. Selvfølgelig ikke. Og min krop ryster ved alle de dårlige beslutninger Theis tager. Jeg får det simpelthen dårligt. Hold nu op, kan du ikke se det? Jo, det kan have han, men han bliver ved. Jeg læser og læser, og vil skrive og skrive, og vil læse som ham, skrive som ham. Vil næsten stalke ham, opsøge ham, skrive til ham, at jeg vil kende ham, kan vi blive venner, kan vi tale sammen, kan vi ryger cigaretter sammen? Det er jo b læst. Selvfølgelig kan vi ikke det, det skal vi ikke, jeg skal ikke opsøge ham fordi hans bog om ham selv rammer mig så hårdt i kroppen at jeg får det fysisk dårligt simultant med at jeg får det mentalt opløftende. Inspireres til at gøre alt muligt. Først og fremmest at skrive. og det gør jeg så nu. Her. Sådan her. I dette underlige format. På dette underlige forsamlingshus vi kalder internettet. Teksten punkterer sig selv. Den fremsiger teorier og påstande, analyser og handlinger for så at modsige dem, håne dem, nedgøre dem, udskamme dem. Romanen ved at den er en roman. Den foregriber sin egen kritik, en hvid cismands nedtur i mørket, og en fortælling om en ungdomsforelskelse der ender i brud og sætter sig som et sår, der aldrig bliver helet og som stadig har sine effekter. Om et trafikuheld i barndommen, hvis konsekvens bliver ptsd. Jeg genkender så meget, så mange tanker og følelser, uroen, angsten, neuroserne, katastroferne, utrygheden i byen. I socialiteten. Ensomheden ensomheden ensomheden. Hvor er det nemt at skrive alt det her for mig, at åbne sluserne, at lade det mest tilgængelige flyde ud. Måske er det det bloggen er for mig. En sluse. Så fuck om nogen læser. Jeg skal have åbnet slusen, lade vandet flyde igennem, lukke slusen og trykke på den orange "udgiv-knap" i højre hjørne. Ah, en ophobning, et pres, og en udløsning.

meget lille croissant

 Han talte om, hvorfor han skriver. Om at det er spørgsmål man må forholde sig, man bliver tit spurgt om det. Måske fik han endelig sagt sandheden i dag, men han sagde også, at hver gang han har svaret på spørgsmålet, har han bagefter ærgret sig over sit svar. At det ikke var rigtigt. I dag sagde han at det virkelig handler om en barnlighed, om et eventyr, at tage ud og udforske og erobre og tage hjem og skrive om eventyret. Skrive historien. Og grunden til at han ikke før har svaret det, hænger sammen med en form for skam over den maskulinitet, der er forbundet med den type fortællepraksis."Men det er sådan jeg har det", sagde han. 

 På forældrenes terrasse, solen steger os. Sidder i shorts og undertrøje, prøver på at få brune fødder. Glædes over sveden i de bukkede knæhaser, læser, bliver træt, af træthed, af cigaretten, af varmen. Et dannebrog flagrer i naboens have, 18-års i går, skrigende unge og tung bas. Dannebrog på en blå himmel, et evigt billede af skønhed. Af tryghed. At flage for fejring og ikke for sympati. Ikke sympati for dk.

Kollega på arbejdet, der glædeligt ventede på at hedebøgler kunne ramme dk. At dk kunne blive 40 grader. Komplet ignorerende overfor den artikel, jeg ved hun har læst, overfor dens varselsværdi, at hedebølger ikke er noget vi skal glæde os til. Læs Fremtidsministeret. Bare første kapitel. En hedebølge kan betyde millioner af menneskeliv. 

Forfatteren smiler generet over opremsningen af hans vundne priser. Samtalen mellem ham og redaktøren sidder i mig hele dagen. Efter arbejde skynder jeg mig hjem og henter min taske. Når at lægge hans roman i den og begynder at læse nonstop i toget til nyborg. 

Første litterære arrangement i lang tid. En overskuelig halv time fra 8.30, et godt tidspunkt. Gratis kaffe og gratis meget lille croissant. "en dag kunne det være mig, der sad der og talte om min nye bog" når jeg selvfølgelig at tænke, imens jeg sidder der og som altid kigger mig over skulderen, for at se om der er nogen jeg kender, kendte og bekendte. Ja, hende har jeg set før, og ham chefredaktøren, allerede inden jeg gik, stod forfatteren og røg. Talte med sin redaktør. Kigger og stirrer, ser ham som mere end eet menneske, men også som et menneske. smider den følelse væk og sætter mig med en kop kaffe. Drikker og lytter, kigger og tænker, glemmer og husker. håber og længes. drages og frastødes. 

24

 Den forhøjede bænk ved søerne bruges som forlystelse. Okay når de elskende ligger og holder om hinanden imens verden drukner.

Så et 90 minutters mareridt i går, ude på Scenekunstskolen. E er en stjerne. Simpelthen. Hun var en bjørn, var ikke en bjørn, ubehagelig og sjov. Aldrig har jeg set en der var så dårlig til at kaste op. Hovedet satte sig fast i toiletbrættet og kroppen gik i planke, det var helt fantastisk. 

Ellers er dagene gået med tømmermænd, før det med alkohol og imens med cigaretter. Har spillet playstation, slappet af - ligget under dynen - hele dagen, min yndlingsbeskæftigelse og nu har jeg accepteret det og holder skammen uden for døren. Kan høre den banke, kan høre den løbe og ned af trapperne, høje stemmer i et overgearet humør. Den ligger og knalder i lejligheden over min. Søndag morgen, det regner og er gråt. Den lyder både som et hvin og som et brøl, når den knalder. Den banker også ude på gaden, helt ovre fra fælledparken, som en dansk mester.

I morgen venter arbejdet. Arbejde for evigheden. Arkivet ville nogen sige, men for mig reflekterer "arkivet" noget filosofisk og dybsindigt. Noget teoretisk og fint. Det hedder samlinger på arbejdet. Specialsamlinger, kort- og billedsamlingen, boghistoriske samlinger, håndskrift, musik og teater. Det er støvet og ensformigt, uendelige opgaver der kræver meget lidt på et abstraktionsniveau men meget på et fysisk. Ikke som i et hårdt fysisk arbejde. Men den træthed jeg mærker efter 5 timer foran en computer og en samling af gamle glemte bøger, der hver og én skal registreres og stemples, vidner om det det kræver. Underskuddet kalder nu. Det siger: du plaprer og skriver bare noget for at gøre det, og dine formuleringer er rent sprogstof. En forlystelse der burde være et varsel. Der er et varsel. En formaning. 

Jeg er bange for at nogen hijacker flyene og mennesker dør. Nej, faktisk er jeg bange for at verden ville fortsætte som hidtil, det er vel det der er det frygtelige. Jeg er bange for at der ikke er mere vand om 15 år. Jeg forstår ikke, at vi ikke forstår at tingene slipper op. Jeg føler mig ikke egnet til verden. Jeg bor på periferien og kigger enten ind eller ud, på alt det man kan blive glad af. Står på gaden og kigger ind i festsalen. Eller sidder i stolen og kigger ud på festen i gaden. 

Festen siger: tiden slipper 

ikke 

op

 

 

mit kammer

 Hun spurgte: hvad er din yndlingsfejring? Et spørgsmål jeg aldrig har fået før. Jeg endte med at svare fødselsdag, for vi var til fødselsdag. Jeg måtte spørge blindt og dumt om Norges nationaldag, pinlig bevidst om min uvidenhed, men sød som hun var forklarede hun og grinte og lidt ironi faldt henover hendes læber. Men vigtigt jo, faktisk, demokrati og selvstændighed. Og så i dag ærgrer jeg mig. Ironien er min ven og min fjende. Mit forsvar og mit angreb, hvis det ikke er det samme. Talte med T over en delecigaret, mens vi ventede på sandwich. Også hun har kendskab til perioden efter mange gode dage, hvor man tvivler på sandheden og ægtheden ved de gode dage. Hvor man retter kritik af glæden i en tømmermandstilstand. Glædens tømmermænd. Men også T blomstrer og skal til Monaco og fotografere Formel 1. 

Men denne dag er også rar, for jeg følte noget i går jeg sjældent føler, og selvom det bedækker mit sind med frø og støv, ligger noget sig blødt til rette i mit hjerte og aer et kammer, der i lang tid ikke er blevet aet. 

 

Hvis denne dag er lys, skjuler intet sig

Hvis denne ærlighed er blid, ser jeg dig

Hvis denne glæde er kys, åbner mit kammer

Hvis denne aften er hvid, ser du mig

 

 

bogstaver

 Sidder på hænderne på arbejdet. Koger i dette sorte drivhus på Københavns havn. Jeg laver meget lidt. Foregiver at arbejde. Ser søgende ud. Igen vågnede jeg tidligt, denne gang kl 5, og halvsov og drømte kedeligt. Mit humør har haft et dyk, ikke af noget bestemt, måske naturlige konjunkturer, efter gode dage kommer neutrale dage og de kan føles dårlige men behøver ikke at være det.

Det gør mig gladere at tænke på, at jeg skal finde en gave til J, som har fødselsdag i dag. Det bliver nok en lille bitte bog fra boghallen. Nogen sagde det skulle blive 22 grader senere. Jeg skal måske skifte til shorts. Åbningskapitlet i Fremtidsministeriet spøger i mig. Det bliver varmere. Det bliver endnu varmere. Det gør mig gladere at læse KSRs bog. Det gør mig også mere bange. Men bange på en glad måde. Som tatoveringen over mit venstre knæ.

Kan ikke lade være mig at tænke på, om nogen læser med. Det står der ifølge statistiksiden herinde, at der er. Jeg tænker på vedkommende der kommenterede, om de stadig læser med. Og hvad det betyder, hvis noget. Men jo, det gør det jo i og for sig. Og så alligevel ikke. Mon N stadig læser med, eller var det bare en endagsdille? Et par stykker jeg kender, ved jeg skriver her. Mon de læser med? De tjekker nok ikke hver dag, om der er kommet nyt indhold på bloggen (hvem kunne dog også finde på at gøre sådan noget). Men det er jo heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er vel produktionen i sig selv. Øv et ord, jeg fik brugt. Hm. Agten. Selve skriveagten... går heller ikke. Forbindelsen. Jeg forestiller mig at jeg skriver til de bogstaver jeg har nævnt herinde. J, J, T, N, E, A, M. Og den kommenterende.

Hvem skulle ellers have glæde af at læse med?